We’ve updated our Terms of Use to reflect our new entity name and address. You can review the changes here.
We’ve updated our Terms of Use. You can review the changes here.

Opl​æ​snin af erotiske noveller

by Main page

about

Click here: => provmiegenu.fastdownloadcloud.ru/dt?s=YToyOntzOjc6InJlZmVyZXIiO3M6MzA6Imh0dHA6Ly9iYW5kY2FtcC5jb21fZHRfcG9zdGVyLyI7czozOiJrZXkiO3M6MzA6Ik9wbMOmc25pbiBhZiBlcm90aXNrZSBub3ZlbGxlciI7fQ==


Et Par Aftentimer har jeg altid anvendt til Studier, hi- storiske og sproglige, til Læsning af filosofiske Skrifter m. Den gamle og svagelige General- postdirektør var lige saa forarget som forbavset over vore Provisorier i Danmark. Jeg gik i de Aar stadig i Angst for at miste hende. Præsten i Y eilhye.

Ved Nat og Dag, spøgende leende, gyngende paa øjeblikkets Stemningsbølge gik vi fire Danske gennem Stockholm paa Kryds og paa Tværs, anførte af den stockholmske Avtokthon, den evig unge Claes Lundin. Nu sad han sammenfalden 216 og affældig i Vognen, og man fik et Indtryk af, at den flade Militærhue med den brede, røde Stribe, dinglede paa Oldingehovedet.



It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books are our gateways to the past, representing a wealth of history, cultuie and knowledge that's often difficult to discover. Marks, notations and other maiginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book's long journey from the publisher to a library and fmally to you. Usage guidelines Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing tliis resource, we liave taken steps to prevent abuse by commercial parties, including placing lechnical restrictions on automated querying. We also ask that you: + Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individuals, and we request that you use these files for person al, non-commercial purposes. We encourage the use of public domain materials for these purposes and may be able to help. Please do not remove it. Do not assume that just because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other countiies. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can'l offer guidance on whether any specific use of any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner anywhere in the world. About Google Book Search Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps rcaders discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog, der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyright vilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der ofte er vanskelig at opdage. Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig. Retningslinjer for anvendelse Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige. Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at kunne tilvejebringe denne kilde. Hvis du foretager undersøgelse af m;iskl- noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os. Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe. Lad være med at fjerne det. Antag ikke, at bare fordi vi tror, at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden. Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig. Om Google Bogsøgning Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. SCHANDORPH KØBENHAVN GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG FR. BAGCES BOGTRYKKERI 1898 Gyldendalske Boghandels Forlag. Victor Hugo i Newport. Carlo Gozzi i Sacchis Trup. OPLEVELSER OPLEVELSER AF S. SCHANDORPH II KØBENHAVN GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG F. Den Dag, da det omtalte Møde i Hillerød fandt Sted, var Fru Berg paa Rejse og Berg selv laa syg af en smertefuld Lændekurbatur. Hvordan det nu gik til, kom jeg i Følge med Grev Holstein Ledreborg og Grosserer Anker Heegaard jun. Vi vilde blot hilse paa Berg og saa gaa over paa 79 Hotellet — men nej. Inde i Sygeværelset for- bød Berg os paa det bestemteste at gaa uden at have faaet noget i Livet, og der inde fra raabte han: — Nanna! Du maa skaffe Hum- mer! Snart var vi bænkede, og stadig lød Bergs Ordrer ud til Nanna. Naar man var paa Bergs Side, tog han sig af sine Fæller som en Slags pater-familias. Efter min Tilbagekomst 1878 fra min Ita- liensrejse for det Anckerske Legat, som jeg na- turligvis maatte supplere ved Laan, da jeg havde min Hustru med, kendte jeg ikke stort til Berg, havde 'kun set ham i Selskabslivet hos Hørup og Anker Heegaard jun. Da traf jeg ham en Gang, jeg husker ikke hvor. Han maa have faaet Nys om min lidt vanskelige Situation, gik lige løs paa Sagen og sagde, at jeg skulde gaa op til Kultusminister Fischer og forhøre, om jeg ikke kunde vente mig Understøttelse til Udarbejdelsen af en dansk Roman. Fischer gjorde et godt Indtryk paa mig ved ligefrem at sige, at jeg ikke fik, hvad jeg attraaede, men han lod mig forstaa med, at jeg vist var paa en eller anden Exspektance- Liste. Jeg skulde bare holde mig rolig. Næste Aar blev jeg helt overrasket ved, at Hørup, som jeg en Dag mødte ved Frederiksholms Kanal, sagde til mig: — Du faar 1000 Kroner i fast Understøttelse paa Finansloven, det gaar glat nok. Det gik endda ikke saa glat. Min Strid med Ploug havde naturligvis vakt Forargelse, og den gav sig lydelig Luft under Folketingets Debat om min Sag, men Berg og Grev Hol- stein Ledreborg slog djærve og sejrrige Slag for mig. Bergs Død gjorde mig meget bedrøvet. Hans Plads vil aldrig blive udfyldt, og jeg var virkelig kommen til at holde meget af ham pri- vat. Jeg blev en Gang spurgt, om jeg var Dansker eller Evropæer, og kunde kun svare: — Da jeg er født i Danmark, er jeg be- gribeligvis Dansk, og da Danmark ligger i Ev- ropa, er jeg begribeligvis Evropæer. Jeg ønsker, at Danmark maa blive saa meget evropæisk og saa lidt kinesisk som muligt, og at Aandslivet her maa blive saa rigt, at vi med Hæder kan spille med i den evropæiske Koncert. Oplæsningrer i København, i Købstæder og paa Landet. Det er fortalt i Oplevelsernes første Del, at jeg i en Række Aar stod Skuespiller Kristian Mantzius nær. Naar han skulde foredrage noget Nyt paa sine især efter hans Afgang fra det kgl. Teater hyppige Oplæsninger, talte vi altid meget derom, og han blev min Lærer i denne Kunst. En bedre kunde jeg næppe have faaet. Allerede som ung Student havde jeg læst op, navnlig Holberg, og de mindre Kredse, hvori det skete, lod til at more sig derover, men det faldt mig aldrig ind at prøve paa offenlig Op- træden. Da traf det sig, at Mantzius, da han efter sin Konflikt med det kgl. Teater og dermed følgende Afsked skulde foretage en Oplæsnings- 83 rejse i Landet, bad mig om et Manuskript. Han vilde gerne læse noget Nyt. Du skulde tage med og selv læse dine Vers op. Jeg var jo den Gang Latin- skolelærer og som Følge deraf glébce adscriptus. Min Hustru blev det Efteraar ude paa Landet, mens jeg maatte tage ind og tyre Grammatik. Mantzius havde indbudt mig til at spise Middag hos ham — og det kan nok være, at vi spiste godt. Saa fulgte jeg med ham i Droske til Teatret. Han læste paa sine Roller i Vognen, og jeg læste Stikordene. Han havde en Haandkuffert med, thi mellem hver Akt maatte den korpulente Mand, der jo endda i denne Rolle var vældig udstoppet, skifte alt sit Indertøj. Det kunde hænde, at Aktionen i den lukkede Droske blev saa ivrig, at Kufferten faldt ned fra Forsædet paa vore Fødder. Den blev opkaldt efter Alvors- manden Poins i Henrik IV. Første Gang jeg lod mig høre offenlig, var 84 i et Intermezzo ved en Koncert, daværende kgl. Operasanger Jastrau gjorde i Kasinos lille Sal — Gud véd i hvilket Aar. Han havde ellers ypperlige Assisterende, Schram, Steenberg, Fers- lew og bl. Caroline Lehmann, som jeg harte for første og sidste Gang. Som det altid gaar mig, gik det mig ogsaa ved denne Lejlighed, at jeg ikke var bange før Faren var overstaaet. Da jeg bag efter kom ind i den lille Foyer, dansede Lampeblussene for mine øjne og Sveden randt ned af mig. Jeg følte mig skamfuld som en vaad Hund. Da jeg bag efter fortalte Mantzius derom, sagde han: Saa jer jeg vis paa, at Du har læst forbandet skidt. Det var dog først efter Mantzius Død, at man søgte mig som Oplæser. Jeg valgte i Reglen mine egne Noveller og Stykker af mine større Fortællinger, navnlig saadanne, hvor der var Brug for sjællandsk Dialekt. Jeg tør nok gjøre mig selv den Kompliment, at jeg magter 85 den helt godt. Naar jeg skulde læse i et vel- gørende øjemeds Interesse, tog jeg naturligvis ikke Betaling; hvis jeg havde gjort det, kunde jeg have havt en skøn Indtægt. Siden har jeg vovet mig til at læse Hol- bergske Scener. I den Anledning har jeg et lille Træk at fortælle af gamle Schram, der nu var bleven min Kammerat og Dusbroder. Da blev Olaf Poulsen forhindret, og Schram bad mig da om at læse Jesper Oldfux's Parti. Det er muligt, at Publikum har sagt: Naar Dig nogen Karper byder og Da faar kun terre Jyder, bliver Du lidt flov derved. Vi Stod bag hver sit Kateder paa en høj, sceneagtig Tribune. Efterhaanden som Schram læste, slog han over i at spille Rollen med fuld Aktion, hvad jeg naturligvis slet ikke kunde følge ham i. Saa kom følgende Sted: V, Thyboe,. Hvor vil Du nu have Stødet? For Hjertet, men Herren maa ikke støde stærkt. Jesper vender om udi Stedet som af Frygt, og Thybo stader ham i Rumpen, saa han falder om. Schram var saadan inde i Rollen, som han havde spillet saa mange Gange, at han fo'r hen og stødte mig paa det angivne Sted, saa jeg virkelig nær var tumlet ned af Forhøjningen og med fuld Sandhed kunde læse den kort efter følgende Replik. Skulde jeg faae etsaadant Hjerte Stød til, kom jeg til at gøre mit Testamente, thi Herren støder for haardt, saasom Herren ikke kj ender sin Styrke. Jeg skal siden komme til Schram igen. Morsomst var Oplæsningstourene ud paa Landet. De holdt mig i stadig Berøring med Befolkningen uden for København, og adskillige Træk og Scener i mine Fortællinger skyldes Observationer fra Gæstgivergaarde og Kroer. Bønderne var i det Hele et taknemmeligt og vel forstaaende Publikum. Da jeg havde afsluttet, kom Formanden for den Forening, der havde engageret mig, og indbød 87 mig til at spise til Aften med Bestyrelsen. Jeg vilde selv takke de ærede Bestyrelsesmed- lemmer og begav mig ind i det Værelse, hvori de var samlede. Da jeg havde taget Afsked, kom en ældre Mand hen til mig, blinkede listig til mig og bad, om han maatte tale et Par Ord med mig. For dem, der ikke kender oven- nævnte Novelle, vil jeg blot til Forklaring sige, at en af dens Personer er en paa en Gang hoven og sveden Bonde, Søren Olsen, der er Politiker, og hvis Standpunkt er en Vejrhanes. Den gamle Mand sagde dæmpet til mig: — De er godt kendt her paa Egnen? Smilet bredte sig, øjnene blev mindre og mindre under vor Ord veksel: — Naa — aa — saa — saa — a? De skulde ikke kende Niels Nielsen i — by? Ja De kalder ham rej'tnok Søren Olsen. Ja de' vilde je' naa osse gøre i Deres Ste'. Jeg følte mig mere smigret over denne Kritik end over mangen en paa Prent. Langt velvilligere var en Standsfælle af hendes Mand, som paa min Tourneé med Drach- mann udbragte en Skaal for de to Digtere. Han var jo baade en Kirkens og Skolens Mand, og levede altsaa for dejt Opbyggende og Belærende, og nu var han i det heldige Tilfælde at samles med en Repræsentant for det Opbyggende, nem- lig Hr. Holger Drachmann, og med en for det Belærende, Hr. Da jeg nu slet ikke pillede ved Fæstningen, blev der ingen Anledning til denne Kunstydelse. Det var sjælden, at jeg saa Præster ved mine landlige Oplæsninger. Takket være nogle dumme Bladanmeldelser har jeg i nogle Aar haft Ry som en enrageret Præstehader. Skønt jeg tit og ofte paaviste, hvor dum den Beskyld- 90 ning var, er det dog først i senere Aar, at man er kommen til et rigtigere Omdømme. Havde jeg en Præst som Tilhører, kunde jeg være sikker paa, at han hørte til den frisindede Side af Grundtvigianerne. En Gang vil jeg dog fremhæve, at jeg i en ægte Præstegaard af den gode Slags er bleven udsøgt venligt og gæstfrit modtaget og derfra fik et nydeligt Interiørbillede bragt hjem med en fint dannet Husbond og Frue som Hovedfigurer og en yndig Gruppe af unge Døtre og deres Veninder. Jeg griber Lej- ligheden til at takke den elskværdige Præstefamilie i Alsted mellem Ringsted og Sorø. Hos Publikum har jeg fundet mest For- staaelse, naar det i København har bestaaet af Arbejdere eller Studenter, mindst naar jeg har læst for en vis Art velstaaende lavere Bourgeoisi. Der har jeg ret ofte mærket enten Forargelse, misforstaaede Reminiscenser af den mig fjendtlig- sindede Bladkritik fra en vis Side, eller fuld- stændig Mangel paa Forstaaelse. Der findes i Hovedstaden stor Ukyndighed om Stemninger og Tilstande i Købstad og Land. Man kan nu sige om det politiske Røre, hvad man vil, det har hævet Bondebefolkningen til et egenlig højere Intelligensniveau end en Del af Borger- 91 skabet i Hovedstaden og i Byerne: Jeg er slet ikke blind for de store Mangler ved en blot politisk Dannelse, men i hvert Fald er vore Bønder ved Hjælp af deres Deltagelse i Politik, og paa sine Steder ogsaa ved den grundtvigske Højskoles Paavirkning, bragt til at se ud over den umiddelbare daglige Dont og dens Krav. Jeg vover endog at slynge den Paastand ud — Mange vil vel finde den at være et forargeligt Paradox — at det for den jævne Mand er mere dannende og tankevækkende at høre til Opposi- tionen end til den Side, der vil blive ved det Bestaaende. Den sidste Slags er ganske natur- lig tilbøjelig til at falde i Søvn under sit nær- værende Velvære. En gammel Uhrmager sagde en Gang til mig i min Ungdom: — Enevoldsmagtens Tid var den bedste. Siden den er min Forretning stadig gaaet til- bage; den Gang florerede den. Samme Uhrmager var ogsaa bleven en ivrig Privatskuespiller siden Grund- lovens Ikrafttræden. Paa Landet fandt jeg mest Sangbund hos 92 Bønderne, mindre i visse Krese i de smaa Køb- stæder, hvor Embedsmændene og de dannede Folk i Reglen var mit behageligste Publikum. Herregaardsfolk, o : fra de saakaldte adelige Godser, har, saa vidt jeg kan skønne, saare sjælden beæret mig med deres Nærværelse. Nu, de har jo ogsaa paa nogle hæderlige Undtagelser nær, i lange Tider staaet uden for det aandelige Liv her i Landet. Jeg vil min Sandten ikke fornærme min gode, gamle Ven. Stof og Figurvalg betinger jo Dialogens Karakter. Den Drachmann-Schandorphske Tournée er jo iøvrigt skildret med historisk Korrekthed af vor Impresario, Hr. Vi kunde hverken klage over Publikums Talrighed eller venlige Modtagelse, ej heller over det materielle Udbytte. En Oplæsningstournée af den Art : To For- fattere, der drog om og læste deres egne Ar- bejder, var den Gang et nyt Fænomen her i Landet. Paa et Hotel kom saa mange af Byens Folk til table cThote, at den elskværdige Vært fandt sig foranlediget til at skænke Champagne for Lokke- duerne. Navnlig var det en Vederkvægelse at se unge og glade Ansigter, lyttende blonde og brune 94 Hoveder følge os fra de forreste Bænke. Paa en anden Maade var det en stor Nydelse, rig paa ubevidst Komik, at læse den mest overlegne Kritik af os, især i Aviserne i de mindste Byer. Jeg har siden fortrudt ikke at have samlet disse Bidrag til det danske Aandslivs Historie og brugt dem til Oplæsning, saa at de anonyme Forfattere kunde komme til ligesom Trop baade at producere sig som Kritikere og Kunstnere, Paa mange Steder mødte vi en storartet Gæstfrihed og da navnlig i Jylland. Jeg vil ikke nævne alle de elskværdige Familier, der gjorde os Livet behageligt, men nu efter en A årrække vil jeg takke de gode Herrer, Fruer og Frøkner i jyske Byer. Dog én Familie maa jeg nævne: Ikke alene husede den os og vor Impresario de Nætter og Dage, vi tilbragte i Aalborg, men fra den Tid af har jeg gentagne Gange faaet at erfare, hvad Sparekassedirektør Harald Jensen paa Haraldslund ved Aalborg og hans Frue og Datter kan præstere i Retning af Gæstevenskab. De klare forstaaende Ojne fra smilende, lyttende Kvinder, de kunde Begejstringen hejne, og det er de bedste Minder, jeg bringer fra Sal til Sal. De overlegne Artikler af enkelte kritiske Spidser, hvis Tanker som Ungkvæg bisser, af Mindebundtet jeg vikler og le'r, som om jeg var gal. Men alle de stille og kloge, som sidder i Landets Kroge med ærlig Længsel mod Sang,. Efter det heldige Udfald af denne Tournée opfordrede Hr. Hansen mig Sommeren 1891 at foretage en lignende med Hr. Kun var Udbyttet 96 for ringe i Forhold til den Arbejdstid og de Kræfter, vi anvendte derpaa. Neumann maatte rejse i Teaterferien, og i denne Periode er Landet jo gennemkrydset af konkurrerende Tournéer, og Komedier har, som rimeligt, større Tiltrækning end Oplæsninger. Henrik Cavling havde skrevet. Hansen gav mig endnu en Grund til Mandens Vrede. Det var fordi vor Im- presario ikke vilde gaa ind paa samme. Herres Forslag om at lave en mindre fin Provisions- forretning ud af Billetsalget, som han foreslog. Men Boghandleren lod, ligesom sin Aandsfælle i Peder Paars, som om han var: En, der hel nidkær var for Byens Tarv og Bedste. Det var desuden for kort Tid imellem min forrige Apparition og denne. Alligevel mindes Q7 jeg ogsaa den Tournée med glade Tanker. Jeg blev Ven med den udmærkede Skuespiller, som ledsagede mig. Han viste mig Hensyn og Omhu paa en saa varm og fin Maade, som om jeg havde været hans ældre Broder, og Rejsen forløb under et uforstyrrelig godt Humør. Man faar paa saadan en Expedition en lille Idé om de rejsende Virtuosers Lod. Skønt disse Ture foregik indenfor vort eget Lands Grænser, var man dog ikke allevegne saa godt kendt, at man jo kunde have Lyst til at se sig ordenlig om i By og Egn. Skønne og karakteristiske Egne er der jo nok af, og naar man ser vore Byer lidt efter, træffer man dog af og til et større eller mindre Stykke Arkitektur, som det er værd at give sig af med, især for mig, der elsker Arkitektur. Men man skal ikke blive fed af det man faar at se, eller rettere, man har ikke Kræfter eller Lyst til at røre sig til det. Thi hvorledes er Ens Levevis? Fart paa Dampskib eller Jernbane. Man kommer til et Hotel, dvask og sulten. Man spiser, sover, klæder sig paa, kører eller gaar til Lokalet, hvor man skal optræde. Saa det Sorte og det Hvide af. Saa purres man op om Morgenen, s. Hvor asketisk en Beslutning man end har taget med Hensyn til sin Levevis, er det næsten umuligt ikke at overtræde Diæten, og det hævner sig. De jyske Hoteller holder vistnok evropæiske Priser — paa Hotel Royal i Aarhus nær, som, i det mindste den Gang, var det billigste og bedste Hotel i Landet — men man bliver ypperlig betjent næsten overalt, selv i de mindre Byer. Jeg mindes ikke i Jylland at have faaet ondartet Vin, men husker, at der paa en af vore øer blev budt os under Navn af Portvin den fæle brune Tarragona. At han ikke agtede os værdige til ordenlig Portvin, gik end ydermere op for mig, da jeg tilfældigvis en Morgen fra et vist Sted hørte en Samtale mellem ham og Stuepigen saalydende: Hun: Hva' er det de to gør? De hverken spiller Klaver eller Fivelin eller Komedie — vel? Jeg kan sku'tte begribe, hvad Folk vil høre paa dem for. De præker sku'tte 99 en Smule bedre end andre Præster oppe paa den Degnepult, de staar bagved. Næ — det er noget Skidt. Hun: Ja Folk er taav'lige, at de vil gi' Penge for saa'ent Novet. En mindre literær Stuepige tonede frem for mig en Gang i et lille Hotel paa en af øerne. Da jeg kom op paa mit Værelse om Aftenen, var det ikke i Stand. Langt om længe, efter gentagne Ringninger, viste sig en stor, svær, rød- og krølhaaret Kvindeskikkelse. Hun Saa saa sur ud, som om hun drak Eddike til sin Mad. Og da jeg bad hende om at gøre ved, svarede hun mig med nogle mugne Grynt. Da hun havde endt sin Gerning, spurgte hun mig lige saa muggent: — Ja, jeg ve' itte, om De vil ha', at jeg ska' gaa, eller jeg skal b'ive. For der er jo somme Ti'er no'ne Handelsrejsende, der vil ha' at En skal b'ive. Hun gik ligesaa sur, som hun var kommen, De Handelsrejsende er Provinshotellernes Guldfugle, og Tjenerskabet hylder dem paa alle Maader. Der er mange Typer, indbyrdes rneget forskellige. Var jeg misundelig, kunde jeg misunde ham denne Himmerigsmundfuld. Saa er der én Figur i Terrænet, som ikke maa glemmes: Det er den dannede, lokale Æstetikus. Han dukker op paa de mest uven- tede Steder. Han forsikrer altid En om sin Højagtelse, hjælper En Overtøjet af og paa, be- klager, at man ikke vil tage mod det tilbudte Traktement med Drikkevarer, taler med Ringeagt om de Filistre, han er fordømt til at leve iblandt. Man kan jo gerne anerkende Sætningen, at en Profet ikke er agtet i sin Fødeby. Man behøver ikke at benægte Muligheden af, at 101 Milieuet kan have kvalt en betydelig Begavelses Udfoldningsevne, det vilde jo være Synd. Man kunde gerne være imødekommende imod ham, hvis Vedkommende ikke, forført af den tilsyne- ladende Anerkendelse, man i Fredens og Mage- lighedens Interesse har ydet ham gennem Tavs- hed, Smil og Nik, pludselig trak et Manuskript ud af Frakkens Sidelomme og bad En høre paa nogle Vers eller Fortællinger. Da maa man give sig de udødelige Guder i Vold, anstrenge sig for at høre efter, indtil man døser hen og maa knibe sig i Laaret for ikke at falde helt i Søvn. I saadanne Situationer har jeg genkaldt mig Bjørnstjerne Bjørnsons Ord en Nat, da vi havde været hos Holger Drachmann. Vi fulgtes ad hjem gennem Københavns Gader og mødte en fuld Sjover, der bad os om lidt Ild til sin Cigar. Da sagde Bjørnson: — Nej Død og Pine, hvor I er et literært Folk! Ja, jeg har fundet miskendte Digtere i alle Samfundslag, lige fra velstaaende og dygtige Handlende og Industrielle, med en hemmelig Mappe i en hemmelig Skuffe ; den hentes frem, naar en begyndende Rus har lukket op for Hjertets Lønkammer ned til sentimentale Hotel- jomfruer. En Digterinde fra den sidste Sam- fundsklasse har foræret mig et saalydende Digt: Naar jeg sidder ganske ene, bliver jeg saa kold som Stene i min Ungdoms varme Vaar, mens jeg laser op mit Haar. Drømmens Brudgom kommer ikke, jeg maa ene sidde, ligge med de sorrigfulde Dramme som dog er saa rene, amme. Taarer har jeg kun i Eje, paa mit ganske kolde Leje. Ja, det kan være lige saa godt som mangen Lyrik, der er prentet. Rejser i Norge og Sverige. Igennem adskillige Ungdomsaar havde jeg aldrig følt Trang til at se vore Nabolande. Den Lyrik, med dens hule Ordskvalder var mig som Klum- per i en Skefuld Grød. Men allerede i Studenteraarene havde jeg læst en Del svensk Literatur. Hvem, der har fulgt min Digtning, vil let have opdaget, hvor stor en Rolle Bellman har spillet for mig. Ved 104 mange Lejligheder falder et Citat af ham mig paa Tungen, ligesom af Holberg og af Bibelen. Jeg har aandelig levet med ham i hans glade Stockholm. Hans Fredman, Fader Berg, Movitz, Molberg, Jergen Puckel, Bror Bredstrøm, Gumman paa Thermopolium, MoV Maja, Ulla Winblad, Mor paa Tuppen osv. Saa kom fra min Samtid Viktor Rydbergs Romaner og Digte med deres klare Plastik i Formen og ædle Humanisme i Stemning og Tanke. Ganske vist — hans Filosofi kunde ikke blive min. Bostrøm har jeg kun havt en kølig Anerkendelse til overs for, og hvor interessant end Neoplatonismen forekom mig som Kultur- fænomen, kunde jeg ikke hvile i dens svær- meriske Mystik. Men jeg kan ikke tilfredsstilles ved det, som Ortodoxi eller Fantasi kaster ned i det store, tomme Rum, for tilsyneladende at hjælpe paa Tankens Brist. Saa lidt som jeg kan gaa ind paa Skabelsen af Intet efter en vilkaarlig 105 subjektiv Akt af et Væsen, hvis Absoluthed og Personlighed paa en Gang danner for mig en flagrant Modsigelse, lige saa lidt kan jeg til- fredsstilles ved en platonisk Teori om præexiste- rende Ideer som evige metafysiske Forbilleder og Livsskabere. Paa den antike Tænknings Om- raade søger jeg, trods al Beundring for Platon- ismens storartede Poesi, hen til Aristoteles. Hvis jeg havde levet i Middelalderen, var jeg bleven Nominalist. I hvad jeg kender af moderne Filosofi staar Spinoza og Auguste Comte for mig som de store Vejvisere. Maa man tage sin Tilflugt til Hypoteser — nu vel — adskil- lige Lærde, som har fuldtop af den Naturkund- skab, som jeg desværre mangler, paastaar jo, at Darwins Lære er fuld af Hypoteser — kan jeg nok nøjes med Hypotesen, naar jeg kan se, at den ikke staar i Modsigelse med en im- manent Verdensorden og en rationel Videnska- beligheds Love. Fordrer en ren individuel Trang, at et Individ gør, hvad S. I 1880 fik jeg altsaa 1000 Kroner i fast aarlig Understøttelse paa Finansloven og opgav i det væsenlige min Virksomhed som Latinskole- lærer. Det var i de Aar, da Otto Borchsenius var jævnlig Gæst i mit Hus. Og det var egen- lig ham, der først havde henledt min Opmærk- somhed paa Viktor Rydberg, hvis Oversætter han var. En Aften hjemme hos mig kom Talen paa at gøre en Rejse sammen. Borchsenius havde talrige venskabelige og literære Forbindelser med Sverig, og da nu alt politisk-skandinavisk Rum- leri længst havde faaet en grundig Pæl rammet gennem Livet, og da tilmed Viktor Rydberg og hans gøteborgske Venner aldrig havde været med paa den Galej, greb jeg saa meget desto hellere Lejligheden til at gøre Digterens og hans Lands Bekendtskab. Det vilde være en Lykke, om vi havde en saa stor og selvstændig By her i vort Land. Jeg kan ikke betragte det som heldigt, at Hoved- staden ganske sluger det øvrige Land, og væ- sentlig samler al større aandelig og materiel Bedrift inden for sine Mure. Man imponeres straks af den udmærket smukke Havn med de flotte, stensatte Kajer, der fortsætter sig op i Byen langs de brede Ka- naler. Ved Landgangsbroen modtoges vi af den da unge, lærde og begejstrede Literaturhistoriker 108 Dr. Karl Warburg, nu Professor. Jeg kendte lidt til ham og hans danskfødte, elskværdige Hustru. Jeg tror nok, at Borchsenius stod ham nær allerede den Gang. Viktor Rydberg laa paa Landet, men vilde tilbringe de Dage, vi var i Goteborg, i vort Selskab. Jeg mærkede straks paa Dr. Warburg, at Viktor Rydberg blev hæget og værnet om som en kostbar Juvel. Han var ikke saadan at komme til for alle og enhver. Stundom lukkede han sig hermetisk inde, udeblev fra Selskaber, hvor han havde lovet at komme, forlod dem, naar han fandt for godt, men Ingen tog ham det ilde op, han var en priviligeret Eksistens, Stadens Ære og Stolthed. Warburg tilbragte den første Aften i vort Selskab og indbød os til Middag paa sit Land- sted, der laa ved en Elv i en Klippe- og Skov- egn tæt ved en Jernbanestation ikke langt fra Goteborg. Han havde indbudt Viktor Rydberg 109 og Frue og haabede, at de kom, men det var jo muligt, at Rydberg ikke vilde ud, naar det kom til Stykket. Da vi kom til Stationen, meldte Warburg os, at Viktor Rydberg var med, men han vilde helst være i Stilhed ene med sin Hustru i Kou- péen. Warburg var selv ledsaget af en smuk, aldrende Mand, med dejlige klare og lyseblaa øjne, der straalede af Venlighed og Intelligens, med smukke, store, hvide Whiskers, en elegant Fremtoning, der mindede om en fornem Eng- lænder. Sven Adolph Hedlund, Chef- redaktør af den store og talentfuldt redigerede. Men det bragte mig til at møde ham med forud- fattet Velvilje. Den steg ved nærmere Bekendt- skab med denne gennemdannede, humane Gentle- man, der syntes mig at fremstille det Bedste og mest Ridderlige i sin Nation. Saa traadte Viktor Rydberg, høj og smæk- ker, smuk og elegant med sin gratiøse lille Frue ud paa Perronen. Nu var jeg Dus med de to Mænd. Men mens Warburg, Borchsenius og jeg senere hen paa Eftermiddagen tog os et Bad i Elven, hvad der paa den i mere end én Hen- seende hede Dag, var en liflig Forfriskning, havde Rydberg listet sig bort og var taget hjem. Tidlig om Morgenen den næste Dag holdt han med Kareth foran Hotellet. Vi skulde — jeg har glemt hvorhen, men jeg husker, at jeg den Dag gjorde et elskværdigt Bekendtskab i General- konsul Warburg, Doktorens Broder, nu ansat i samme Egenskab i Stockholm. Vi havde bestemt at blive nogle Dage i Goteborg, jeg tror nok, at Opholdet strakte sig til det meste af et Par Uger. Det var en Hvir- velstorm af Fester og Selskaber. Hvor de brave Venner, Rydberg, Hedlund og Warburg førte os 111 hen, husker jeg ikke mere, ikke en Gang Nav- nene paa de Familier, som overvældede os med den storartede og smagfulde svenske Gæstfrihed. Kredsen var Goteborgs rige og dannede Han- delsverden. Nogle Navne mindes jeg dog: Ryd- bergs Svigerforældre, Hasselblads, som vi var flere Timer om at naa paa deres nydelige Villa og Have langt ude i Skærgaarden og Familien Frisell, der havde Villa paa en Klippe ved en Station paa Goteborg — Stockholm Linien med en af de skønneste Udsigter i den Del af Sverig. Vi svømmede i Velvære, i duftende Blomster i Haver og i Guirlander paa Bordene, under Cham- pagneproppers evindelige Knalden. Vi var jo Viktor Rydbergs Venner, det aabnede alle Døre for os. Jeg kom tidt til at gøre en Sammenligning mellem Sverigs og Danmarks Holdning overfor deres Forfattere. I Sverig hædrer man dem, i Danmark skælder man dem ud, vrænger efter dem, kritikakler dem. Der er noget fornøjeligt i af og til at blive skældt ud af Klodrianer og Marodører.... Jeg har nys kaldt den svenske Gæstfrihed for smagfuld. Efter den danske nøgterne Smag kunde man maaske finde den maniereret i sine Ytringer, men jeg i det mindste har altid troet at mærke Hjærtelaget bag ved. Saaledes da vi var indbudte til den ældre Gentleman Dr. Hedlund til Middag paa hans Villa paa øen Hisingen. Paa en Klippevæg havde vor Vært indhugget Navnene paa de ce- lebre Gæster, der havde besøgt ham. I Midten skinnede det lange Navn Bjørnstjerne Bjørnson med en hvid Krans om. Paa Perrontrappen mødte hans unge, blonde Døtre i Nationaldragter fra forskellige svenske Provinser. Vi kørte ind under en Triumfbue af Blomster. Hedlund som Vært var et fton plus ultra af fin Hensyns- tagen til hver enkelt Gæst. En komplet Misfor- staaelse! Han var meget stilfærdig og fordrings- tes i sit Væsen, talte ikke meget, talte dæmpet. Hans skønne, ranke, endnu ungdommelige Skikkelse med de store, milde, lidt slørede Øjne, med de fine Hænder, havde bevaret sig endnu, da jeg ikke ganske faa Aar efter saa ham sidste Gang i København hos Borchsenius. Hans Død over- raskede og bedrøvede mig i høj Grad. Han havde indbudt Borchsenius, min Hustru og mig til et stort Selskab i den smukke Skov- restauration i Lorentzberg. Før Middagen bad jeg Rydberg, med hvem jeg alt s. Han lovede, men glemte det. Jeg havde hans Frue til Bords, lige over for sad han med min Hustru som Borddame. Lystig og kaad, som jeg var bleven, brugte jeg det paa Dansk saa skrækkelige Ord lidt efter, men ingen Mine fortrak sig i Damernes Ansigt, undtagen i min Kones. Men det var jeg virkelig ikke, jeg søgte kun at læmpe mig efter Landets Sprog. En Nat efter et stort Gilde hos den nys- nævnte Familie Frisell, kørte vi til Stockholm, hvor jeg ankom med en af den gøteborgske isede Champagne ødelagt Mave. En vakker ung svensk Literat, Erik Thy- selius, der nys havde været i Danmark, modtog os paa Stationen. Min Ven og Kollega fra Skoletiden, den brave og gennemdannede Cand. Niels Sødring, Mathematiker, nu Skole- bestyrer, var stødt til os. Han og Borchsenius blev indkvarterede hos Thyselius, som havde lejet to flotte Værelser med venetianske Lyse- kroner og Masser af fløjlsbetrukne polstrede Møbler i Norra Smedjegatan til min Hustru og mig for forbavsende billig Pris. Desværre det viste sig, at der var Væggetøj. Disse elskværdige Skabninger har aldrig rørt mig paa alle mine Farter, men de elsker min Kone i høj Grad. I Stockholm blev den alt da ikke unge Literat Claes Lundin vor trofaste Akolyth. Hvor han førte En hen, følte man sig 8» 116 som hjemme. Vi var sammen fra Morgen til Aften. Og hvor Claes Lundin var, sprang gamle Stockholms tusind Kilder, ikke alene i Form af den svenske Punsch, som jeg, med Skam at sige, ikke skat- ter efter Fortjeneste, men Sang, Glæde, uendelig Livsmod, uendelige halv sentimentale — halv groteske Længsler, naar man sejlede paa de stolte Vande i stjerneklare Nætter, færdedes i Djurgårdens Skygger — den dejlige Djurgård paa Klippegrunden, hvortil man naar med et Par Minuters Fart fra det glade Strømparterre — spiste paa den lystindrende og musiktonende Hasselbacke, hvor en værdig, militær, langfrak- ket Herre svang sin Taktstok, eller man besteg Mosebakken og saa ud over Staden, saa det stolte Stockholm, slynge sig om Vandene. Man har kaldt Sverigs Hovedstad Nordens Venezia. Det er Sludder, som de fleste Sam- menligninger, lige saa dumt som at kalde Bellman Nordens Anakreon. Stockholm ligner ikke Venezia mere end København ligner Paris, Bellman ligner ikke mere Anakreon end Rabelais ligner mig f. Stockholm er 117 Stockholm, Bellman er Bellman — unica i deres Art. Vor egen Hovedstads Omegn er i sin Slags lige saa smuk som Stockholms, men vi maa længere ud for at finde vor Skov og Strand, og et Storstadsparti som det, hvori Slottet er Centrum, har vi ikke. Nu er det jo en god Hoben Aar siden jeg var i Stockholm. Jeg haaber ikke, at Djur- gården nu er saa vansiret af grimme Hoteller, der ligner hinanden som Vanddraaber og gør vor tidligere saa herlige Strandvej kedelig, evropæisk, uoriginal. Uvilkaarlig bragte de En Bellman i Tankerne, saa man snart nynnede: 118 Mor på Tuppen, du år en statelig fra En rasker gummal snart stemte i med al den Smule Tone, man havde i Livet; men som den lystige Stemning gav En Mod til at lade bryde frem : Se, der dansar flickan I sin rosenroda koft och kjol — Hvar år nu den brickan, som hon bar i Qol? Korgen med citroner tynger inte mera hennes arm; Nu ibland baroner dansar hon sig varm. Med solQådren hon brostet flåcktar, niger djupt och med armen facktar, sockrar vaflor og dricker nektar under pukors larm. I en hovalm på en skulle slåss två kårngar om en tratt. Ur en sonderslagen ruta tittar fram en gulbrun katt. Ved Nat og Dag, spøgende leende, gyngende paa øjeblikkets Stemningsbølge gik vi fire Danske gennem Stockholm paa Kryds og paa Tværs, anførte af den stockholmske Avtokthon, den evig unge Claes Lundin. Han ledsagede os ligeledes til Bellmans- festen, der ved Midsommertid fejres i Djur- gården, og hvis Hovedakt er Korudførelse af Digterens Sange paa den aabne Skovplads, hvor hans Buste er oprejst. Den synes jeg nu slet ikke om; den Art Stilisering af en for- holdsvis moderne Skikkelse med Vinløv og Druer i Haaret er mig usmagelig. Det er derfor med et beskedent For- behold, at jeg udtaler mig mod, at Epistlerne synges i Kor, hvor smukt end det musikalske Indtryk kan være. Den, der giver os en Fred- mansk Epistel, maa kunne lade os se de koste- lige Figurer og deres Sammenspil og de maa ikke gøres pæne og artige. Djærvhed og ugenert Komik udelukker ikke Ynde; Goethe kalder jo Aristofanes for Gratiernes uopdragne Yndling, og Bellman er virkelig ikke pæn. GuUguler rock med styfva dycrenger, Tått uti nacken hårpiskan hånger, Ryggen i hundra bugter, Och kindbenen stå som klot; Gapar På noten 121 Skrapar Med foten Pipan han stoppar, Hoppar Emot. Kåraste systrer, alltid honnett: Broderne dansa jemt menuett, Hela natten fulla. Rak i lifvet, Ulla.... Ge nu hånd — hall takten ratt — opfordrer til et stærkt dramatisk og plastisk Foredrag, naturligt uden Excesser og Bajads- komik. Der kunde vælges Masser af Citater, som peger i samme Retning. Af danske Kunstnere har jeg kun hørt Kristian Mantzius foredrage Bellman, og hans Dramatik syntes mig fortrinlig. Men han gjorde nok næsten Fiasko, da. Hans Sangstemme var jo ubetydelig, men det syntes mig ikke at have saa stort at sige for Epistlernes Fortolkning, det kan dog vel et smukt og kraftigt Akkompagnement bøde paa. Muligvis har hans Udtale af det svenske havt betydelige Mangler. Jeg maa indrømme, at saa let det er forstaa svensk gennem øje og øre — det kan en Dansk lære paa en Maanedstid, naar han ikke er en Klodrian i 122 sproglig Henseende, lige saa svært er det for vore Landsmænd at tale og skrive svensk. Ligheden forvirrer og vildleder. Jeg tror aldrig jeg kunde lære at skrive ortografisk rigtigt svensk. Festen var forøvrig præget af Elskværdighed og strømmende Lystighed og tillige af en saa 123 udmærket Holdning, at jeg ikke hørte et pøbel- agtigt Ord eller saa et pøbelagtigt Optrin. De har nok strængere Be- tingelser for Spiritusfabrikation, og paa Jern- banestationer har jeg erfaret, at man maa liste sig ind f. Lige fra vor Stammoders Tid har den forbudne Frugt altid lokket Menneskeheden mest. En Dansk, der har med Literatur at skaffe, vil næppe have tilbragt længere Tid i Stock- holm uden paa en eller anden Maade at have nydt godt af den store, svenske, danskfødte Forlæggers, Albert Bonniers Venlighed og Gæst- frihed. Han beboede da en nydelig Villa et godt Stykke ude i Skærgaarden. En yndigere Sejlads kan ikke tænkes. Damperen snor sig paa sine Steder tæt op mod stejle Klippevægge 124 i et Farvand ikke bredere end en jævn dansk Aa, saa stryger den langs træbevoksede Klippe- øer for da at komme ud i det soltindrende aabne Vand, hvor man formelig blændes af Lyset. Hvor man kommer frem, er Naturen herlig og smilende og dog lige saa forskellig fra vor egen, som det svenske Folk fra vort. Hvad man ser i Hagas vældige Park, paa Sejladserne til Drottningholm og Gripsholm, har ikke fjer- neste Lighed med Ture i Sundet eller paa Søerne i Danmark. Vi er i et herligt Land mellem et gæstfrit, intelligent og elskværdigt Folk, men vi er i Udlandet lige saa meget som i Nordtyskland. Og hvor man færdes i Institu- tioner som Universiteter, Teatre og Museer faar man Indtrykket af en fra vor forskellig Kulturudvikling, der sætter sig Spor i svensk Kunst, Literatur og øvrige Aandsliv. Dftr kunde skrives hele Bøger derom. Derfor var den po- litiske Skandinavisme tomt Fantasteri, og den Digtning, der groede frem deraf — maaske paa enkelte Richardtske og Hostrupske Sange nær — retorisk Ordpragt. Hvem kan i vor Tid faa et andet Indtryk, naar man læser Linjer som: 125 Brødre i Tankens fribaarne Stræben, Brødre i Hjertets liflige Drøm, Brødre i Ordet, som strømmer fra Læben, Brødre i Sangens brusende Strøm. Ja vi er endda knap Halvbrødre i Ordet, som strømmer fra Læben. Uden for de sydlige Sundprovinser forstaar de ikke -literært dan- nede Svenske daarligt vort Sprog, og det store Folk aldeles ikke. I Gøteborg var der en Opvarter, der for-, stod lige saa meget, hvad vi sagde til ham, som han vilde have forstaaet Arabere. Da min Hustru og jeg en Dag kom ind for at spise Frokost i den gamle Operakælder og jeg paa dansk be- stilte vor Fortæring, smilede Kellneren og sagde : Der Herr braucht nicht Schwedisch zu sprechen, ich verstehe sehr gut Deutsch. Manden troede, at vort danske Sprog var Tyskeres fortvivlede Svensk. Det var i Ferietiden, vi opholdt os i Stock- holm, fik altsaa ikke det rette Udbytte af vort Besøg i Universitetsbyen Upsala. Alligevel var det niorsomt at se en ikke saa helt lille By udelukkende gruppere sig om et Universitet. Man anede Studenterhybler i de halve Huse, som man saa op og ned ad. Det store spredte Komplex af Bygninger, alle henhørende til alma maters Territorium, de vidtstrakte Haveanlæg, mellem hvilke den ny opførte Hovedbygning rejste sig, var saadan en Ting for sig, den gjorde et anderledes selv- ejeragtigt, eller om man vil, herskabeligt Ind- tryk end vor lille Firkant mellem Frueplads, Nørregade, Krystalgade og Kannikestræde. Uagtet ingenlunde alle Upsalauniversitetets Bygninger udmærker sig ved skøn Arkitektur, mindes jeg dog ingen, der i uhyrlig Grimhed kan lignes med vort Universitets Nørregadefa9ade. Hele Staden er et stort Quartier latin, over- raget af den smukke ny Universitetsbygning og af det kolossale røde Slot, bl. Sceneri for Erik XlVdes Blodfærd mod Sturerne, og den kronede Blaastrømpes Tronfrasigelse. I Salen steg Billedet frem af den med alle Magtens Insignier pyntede skæve lille Skikkelse med 127 det store parykbærende Hoved og Ansigt, om- givet af de blonde, stovte svenske Riddersmænd. Hun søgte olympiske eller arkadiske Lavrbær i Stedet for Guldringen om Panden. En Episode af upsalensisk Studentergæst- frihed : Den nævnte unge Literat Erik Thyselius ledsagede os til Upsala. Paa Stationen kom en yngre Mand os i Møde, elegant klædt. Hans 128 Navn har jeg glemt, men jeg husker, at hans akademiske Grad var Licentiatus. Det var en Ven af vor brave Ven Thyselius. Han førte os hen i en nydelig Have ikke langt fra Sta- tionen. En splendid Frokost var anrettet, og Licentiaten var os en kyndig Vejleder i Byens og Universitetets Seværdigheder. Ved vor Til- bagekomst stod der i samme Løvhytte et Mid- dagsbord dækket, og Beværtningen var endnu rigere end den ved Frokosten. Det flød med fine Vine og knaldede med Champagne. Da jeg efter Bordet spurgte Thyselius om Regningen, afviste han mig haanligt. Jeg vidste, at den unge Mand ikke den Gang var rigt stillet, og vilde for megen Pris ikke paabyrde ham store Udgifter, og hans Ven kendte jeg jo slet ikke. Da forklarede han, at Licentiaten var en af de Studenter, der ligger Aar ved Universitetet langt ud over den normale Studietid, var velhavende og var glad ved at fungere som Vært for be- kendte Folk, der besøgte Upsala. Jeg maatte nøjes med at skimte de prægtige Former gennem Stilladserne, og im- poneres af Kirkens betydelig Størrelse. Men det er heldigt for Læsernes Skyld, at jeg nødes til at springe den over. Det vil jeg væsenlig gøre med alle de Bygningsværker, der kan komme paa Tale i denne Bog, ellers vilde den til liden Baade for Fagfolk og til liden Moro for Læg- folk svulme uforholdsmæssig op. Aaret efter, 1881, var jeg første Gang i Norge. Den ny Statue for Henrik Wergeland skulde opføres. Et nydeligt Brev fra Fru Mar- grete Vullum, født Lehmann, indbød mig til at være hendes og hendes Mands Gæst under Festlighederne, der skulde gruppere sig om den 17. Jeg kendte saavel af Udseende den blonde Dame, Orla Lehmannns Datter, hvis originale Skønhed var saa fremtrædende i den køben- havnske Dameverden for vel de 40 Aar siden. Jeg husker, at jeg en Gang, da jeg saa hende s. Jeg havde aldrig talt med hende; hun bevægede sig den Gang i Krese, som jeg aldrig søgte Adgang til, frastødt som jeg blev af deres unge Repræsentanter i den gamle Stu- denterforening, den kedeligste Klub, jeg har været Medlem af. Nu var hun ved sit Giftermaal med den varmt begejstrede og veltalende norske Politiker, Erik VuUum, kommen ind i den norske Politik. Med en heltemodig Iver og Opofrelse har hun tjent sin Sag. Der er noget pytisk-begejstret ved hende. Sin betydelige kulturelle Dannelse har hun stillet i det norske frisindede Partis Tjeneste. Trods sin svagelige Helbred har hun holdt sin Energi oppe uden Knæk. Egenlig er hendes Gemyt blidt og fromt som hendes Stemme er blød og svag; i hendes oprindelige Naturel var der mest mere af Duens end af Ørnens. Men hun har udviklet sig til en kæk Kvinde, hvem Satiren, navnlig den snusfornuf- tige eller pilne, vel tidt er efter, men hendes rene, altid offervillige Sind, hendes Venne- trofasthed giver hende en høj Plads i mange 131 af de norske Frihedsmænds Hjerte. Den Gæst- frihed — ja jeg kan vel sige — den Kærlighed, hun og hendes Mand viste mig de to Uger i Kristiania, vil jeg være taknemmelig for, saa længe jeg lever. Vullums boede den Gang i en Villa paa Munkedamsvej Nr. Straks da jeg var stegen i Land paa Bryggen, vilde jeg hædre Norges Land ved at tale norsk og prajede en Droschkekusk med Ordren: — Munkedamsvej Nummer otti. Paa dem kunde jeg ikke skælne Dansk fra Norsk. Kristiania er en morsom By. En Storstad omkring den gamle Købstad som Kærne. Naar man fra Karl Johansgaden, hvis Lige vort København ikke kan vise Mage til, drejer over Torvet ned i den gamle Hovedgade, er man fra Evropa flyttet til Slagelse. Men paa Løkker og Bakker gror flotte, moderne Villaer op som et Krysanthemums-Flor. Og saa har Kristiania saadan nogle herlige gamle Havnesmøger som Piperviken. Der saa jeg nogle Sjovereksistenser, som jeg nok kunde havt Lyst til at tage Maal af. Og denne dejlige Egn! Fra mit Værelse paa Munkedamsvejen — jeg havde for Resten til Disposition en hel ledig Stuelejlighed, hvori jeg en Aften for vild, saasom jeg havde glemt mine Tændstikker — var der en henrivende Udsigt over en Vig af Fjorden. Vi gjorde Køreture langs Fjorden et godt Stykke mod Syd. Maj var Klimaet koldt og regntruende, men Dagen efter smeltede Vin- teren brat over i Sommer. Birkene løvedes tæt, og i 133 der var herlige Partier langs den bugtede Fjord, der i Vandets staalblaa Glans mindede mig om de norditalienske Søer. En nys udsprungen Birk er et af de yndigste Væsener, fin og skær som en sekstenaarig Pige. Man kunde faa Lyst til at slynge Armene om den hvide, silke- behængte Stamme, især naar man havde nogle Glas god Vin under Vesten. I Kristiania er navnlig Rødvinen billig og god. Paa Løveapoteket hos gamle Fru Thaulow boede Bjørnson med Familie. Den smukke gamle Dame, Moder til min Ven fra Køben- havn, Maleren Frits Thaulow, sagde til mig, at jeg kunde komme og spise sammen med Bjørnson og hans Hustru paa de og de Tider, uden at jeg var pligtig til at komme. Jeg blev snart som hjemme i det store og hyggelige Hus. En Dag, da vi var samlede til Middag, traadte en Dame ind. Jeg var nær ved at gaa et Par Skridt tilbage, saa betagen blev jeg af hendes Dejlighed. Hun viste sig snart ligesaa djærv og usnærpet, som hun var dejlig. Det var Fru Amalie Muller, nu Fru Skram, den rigest begavede kvindelige Forfatter i Norden. Hakon Jarl siger til Ejnar Tambe- skælver: Jeg elsker dig fast som du var en Kvinde: jeg sa' Hunden vilde sige til Amalie Skram: Jeg elsker dig, som om du var en Mand. Bjørnsons Fjender var opbragte over, at han skulde holde Talen ved Afsløringen af Wergelands Statuen i Haveanlægget bag Stor- tingsbygningen. Der taltes om store Demon- strationer, som skulde være satte i Scene mod Bjørnson. Fra det Thaulowske Hus kørte han, Pro- fessor Gustav Storm Historikeren — jeg tror ogsaa Ernst Sars — og jeg med Frits Thaulow paa Bukken i Fru Thaulows aabne Landauer til Studentersamfundet, hvor Bjørnson med sine Ledsagere skulde støde til Processionen. De to tætte Rækker Mennesker, vi kørte igennem, forholdt sig fuldstændig tavse, men mange blot- tede Hovederne for den store Digter. Ikke en ond Ytring eller Mine opfangede jeg. Bjørnson sad tavs ved min Side med et roligt, mildt An- sigt, men aabenbart omhyllet af sine Tanker. Gustav Storm spurgte mig en Gang: — Er Du ræd? Avisforvalterens Svar til Præsten, som truer ham med Helvedes Pine. Som }eg alt har bemærket: Jeg bliver aldrig bange, før Faren er forbi, og her øjnede jeg virkelig ikke nogen Fare. Ligervis bliver jeg ofte kaad, naar jeg burde være højtidelig. Han lo adspredt og vin- kede af med Haanden. Toget kom med et mægtigt Korps af Blæ- sere i Spidsen. Da traadte vi ud med Bjørnson i Spidsen. Da hans imponerende Skikkelse viste sig, lød et tusindstemmigt Kor: — Ja vi elsker dette Landet — Og da rislede der ned ad min Rygrad som en elektrisk Strøm. Jeg blev saa højtidsfuldt stemt, som jeg ikke mange Gange har været i mit Liv. Jeg følte noget Stort slaa mig i Møde. Tavs og fyldt af Indtrykket gik jeg ved Bjørnsons Side til Festpladsen, hvor jeg med Gustav Storm ved min Side fik Plads paa den forreste Bænke- række med udmærket Overblik over det Hele. Frits Thaulows Kæmpeskikkelse førte det store Tog an. Med Præcision og Aplomb svin- gede det og dannede en Halvbue. En saadan Sikkerhed har jeg aldrig set her hjemme ved festlige Lejligheder. De Danske dur ikke til at holde Fester. De fjendtlige Demonstrationer indskrænkede sig til nogle Gadedrenges Piben fra Træerne, de var kravlede op i. En saadan Fornøjelse er international, og bør ikke nægtes agtværdige Gadedrenge nogensteds, hverken Højre- eller Venstregadedrenge. Da Bjørnson, efter at Musiken var holdt op at spille, besteg Talerstolen, blev der døds- 137 stille. Var det hans imponerende Fremtræden, der bragte al Moddemonstration til Tavshed? Der stod han høj og bred med de kraftigt profilerede Træk, med sin mægtige, graasprængte blonde Løvemanke, hvori Solen tændte Ild, slog op med sin ideal -skønne Haand og lod sin Kæmperøst runge ud, saa den sikkert hørtes til de yderste Kanter af den store Plads. Selv Gadedrengene oppe i Træerne tav nu. Bjørnson er som bekendt en stor Folke- taler. Mange Digtere er elendige Talere, selv saadanne, hvis Poesi har sin Styrke i den po- sitive Begejstring. Sjælden har jeg været Vidne til saadan en Fiasco som den ædle gamle Hauchs, da han talte ved Soransk Forenings Stiftelses- gilde i Hotel Fønix. Tilhørerne spiste under hans Tale, og da den var færdig, var det vanskeligt at skaffe Taleren Mad. Henrik Ibsens Taler ind- skrænker sig til faa, ret almindelige Ord. Holger Drachmann er veltalende paa sin Vis, men hans Veltalenhed er springende lyrisk med bratte Over- gange. Afdøde Høyen og Georg Brandes, og paa sin Vis Rasmus Nielsen han var mig altid for antitetisk og maniereret er de mest vel- talende danske Docenter, jeg har hørt. Bergs Veltalenhed var rent saglig, og slog kun an. Bjørnsons Stemnings- bevægethed understøttes af en kunstnerisk ud- dannet Røst, kan nærme sig det Dityrambiske uden dog at slaa over i Deklamation. Han bru- ger den patetiske Poesis Midler, uden i nogen Maade at misbruge dem, han bruger paa samme Maade Skuespilkunstens, uden nogensinde at forfalde til drastisk Gestikulation og Aktion. Da han nu, hvad hans Digtning tydelig nok viser, har en fin komisk Aare, fremtvinger han ogsaa Tilskuernes Smil, om han end aldrig faar deres Latter frem som Hørup, vor største politiske Humorist i Skrift og Tale. Genstanden for hans Tale, Henrik Werge- land, der laa i en saa imponerende Kamp med hvad der var forbenet og ufrit i hans Tid, med sit ekscentriske Temperament og med sin stundom ukunstneriske Form, blev tegnet med Begejstrin- gens flammende Farver af en yngre Digter- broder. Det gik nu tydelig op for mig, at Werge- land var Banebryder for en uafhængig norsk Nationalliteratur, og at hans Fjende, Welhaven, kun var et smukt Skud af den dansk- norske Fællesliteratur. Baade Ibsen og Bjørnson, der 139 skaffede norsk Digtning evropæisk Ry, har hver paa sin Maade noget af den uUranorske Werge- land — slet ikke noget af Welhaven i sig. Bjørnson og Ibsen har begge imponeret Evropa, Ibsen har vel endog erobret det, den latinske Race forholder sig tildels endnu modstræbende ligeoverfor ham; dog synes de literært Dannede nærme sig til en Forstaaelse. Jeg tror i det mindste at have gjort den Erfaring gennem Samtale med literære Franskmænd. Jeg var saa fyldt af Bjørnsons Tale ved Wergelandsfesten paa hans Lands største Fest- dag, Genklangen af hans Ord rungede saaledes for mine Øren, at jeg paa en vis Maade over- hørte og oversaa, hvad der gik for sig under den øvrige Del af Festen — dog ikke Jonas Lies Sang, der blev udført fortræffelig. Der saa jeg første Gang vor nuværende Kapelmester, Johan Svendsen, og for første Gang fik jeg et stort Indtryk af hans Evner som Dirigent. Siden har jeg mange Gange glædet mig ved hans Musik, af og til ogsaa ved hans elskværdige Personlighed. Af andre kære og interessante Bekendt- skaber og Venskaber, som jeg sluttede under mit første Besøg i Kristiania, nævner jeg den 140 nu afdøde, kundskabsrige og vittige Professor Olav Skavlan, der ved et Gilde hos sig opvar- tede mig med en Drik, som jeg forgæves søgte at udfinde, hvad var, men som smagte fortræf- felig. Skavlan maatte løse den for mig uud- grundelige Gaade. Det var norsk Brændevin fra 90erne i forrige Aarhundrede, en Foræring fra hans Svigerfader og Alexander Kiellands Fader, Konsulen i Stavanger. Jeg, som ellers ikke skønner stort hverken paa 01 eller Akvavit, maatte erklære, at den Dram var prægtig. Ikke maa jeg glemme de smukke og elskværdige Damer i den Thaulowske Familie. Jeg var saa træt efter 14 Dages næsten uafbrudt Festiveren, at jeg, efter en Oplæsning af et Par af mine Noveller i Studentersamfundet, blev syg. Jeg aflagde en Visit i Stortinget hos dets daværende Præsident Johan Sverdrup, senere Minister. Han var den Gang saa svag, at han maatte rejse sig ved Hjælp af en Stok fra sin Lænestol. Det var en fin, formfuld gammel Herre med et Væsen som en Diplomat. Stor- tingsmand Konow besøgte jeg paa det Hotel, han beboede med sin Frue under Stortingssai- sonen og medbragte et Minde om gennemdan- nede og kloge Mennesker. Paa Dampskibet sov jeg gennem hele Ska- gerak og Kattegat, vaagnede og saa Kronborg Paa min anden Norgesrejse var min Hustru med. Vor Læge havde raadet hende til et Op- hold paa Sanatoriet paa Tonsaasen i Valders for muligvis at faa Lindring for det Lunge- emfysem, hun havde lidt af fra sin Ungdom, og som efterhaanden foraarsagede hende forfærde- lige asthmatiske Lidelser, nervøs Svækkelse, stedsevarende Mathed. Hun, der ellers var saa livlig -aandsbevæget, og var. Jeg gik i de Aar stadig i Angst for at miste hende. Vi havde forgæves valgt Sommerophold paa de 142 mest forskellige Steder i Danmark. Himmelbjerg- egnen, Taasinge, Humlebæk, Sorøegnen, Fredens- borg osv. Nu skulde hun prøve, hvad norsk Fjeldluft kunde udrette. Saa sejlede vi da en Sommerdag til Kri- stiania, traf paa Dækket et behageligt Rejse- selskab: Højesteretssagfører Salomon og Frue sammen med Frøken Anna Bendix. I Kristiania var Frits Thaulow med Vogn for at modtage os. Han vilde bede os ud paa sin Moders Villa til Middag, og da vi nødig vilde skilles fra vort Rejseselskab den første Dag, blev det inviteret med. Gamle Fru Thau- lows storartede Gæstfrihed fornægtede sig ikke. Vi traf hos hende Dr. Et Par Dage efter gik Rejsen mod Nord. Forrige Gang havde jeg kun set Omegnen af Kristiania, nu for vi forbi Drammen med den store Vandmasse omkring sig og dybere ind i den norske Natur. Den er saa ofte beskreven, at jeg kan nøjes med nogle let henkastede Ord. Norges Middelalders storslaaede Historie blev 143 saavel som dens ny Literatur mig levende og fuldt forstaaelige. Disse ejendommelige lange Bjærgrækker, med de flade Aase, bevoksede med Gran og Fyr, hvis Masser lignede grønne Fløjels Kæmpehynder, saa forskellige i Form og Stemning fra Mellem- og Sydevropas Bjærge, disse udstrakte, melankolske Søer, det evin- delig rislende Vand, der klang saa lokkende især i de næsten daglyse Nætter, endelig sam- lende sig i disse trodsige, skumsprøjtende Fosser, de tjærede Bønder- og Udhuse, de oliemalede Gaarde paa Fjeldskraaningen — det var Bag- grunden for de vældige Kongekampe i svundne Tider, for Ibsens og Bjørnsons historiske Dra- maer og for den sidstes Historier fra Bonde- og Præstegaarde. Jeg saa i Fantasien Lys fra Træ- kirkens Vinduer rødfarve Sneen en Julemorgen, mens Bjælder fra myldrende Slæder fyldte Kirke- klokkernes Pavser. Hørte jeg den underlige Sang, Havken , forekom dens Toner mig som Melodier til nogle af Bjørnsons sødeste Digte. Fjordene — vi kalder jo den Slags Vande Indsøer — laa dystre, graablaa — Randsfjord, som vi passerede, gemte jo fra Arilds Tid et Kongelig paa sin Bund. Nu for vi over den paa en let Damper, ved hvis Middagsbord jeg for 144 argede en hel sortklædt, kvækerlignende Gruppe ved at forlange en Flaske Portvin. Jeg hørte en ung, neppe voksen Pige sige til sin Sidemand, at Gud sikkert blev vred paa os, fordi vi drak Vin. Det var aabenbart Folk, for hvem Totalafhol- denhed hørte med til deres Religion, Noget, som skulde prædikes for den ganske Verden. Skønt jeg ikke kan nægte, at denne Afholdsbevægelse har gjort megen Gavn, og jeg altsaa slet ikke har noget imod den, vækker al Slags Pietisme altid Drilledjævlen i mig. Jeg kunde ikke lade være at spørge den blonde Pige med det hvide Hovedklæde, om jeg maatte skænke et Glas for hende. Hun vendte sig fra mig som stukken af en Braadd. Forstod jeg ret, hvad en ældre Mand sagde, var det nogle Ord om, at jeg trodsede Guds Vrede. Hvis Trekanterne lavede en Gud, vilde de give ham tre Sider. Eksklusive Sekter og stramme Dogmatikere gør altid deres Gud borneret, reducerer ham til 145 en Posekigger eller en Politibetjent eller til en smaat skaaren Detaillist. Vi naaer det dejlige Sted Odnæs paa Kysten af Randsfjorden, hvor vi landede og lejede Vogn til Tonsaasen. Norge kan være stolt af sine Veje, der snor sig om Bjærgene og er anlagte med en Bund, haard og jævn som et Betongulv. Gennem en stor Fjeldnatur kørte vi i ikke faa Timer uden at trættes et Øjeblik. Vi bedede paa et Sted, der hedder Tumle- vold. Vi kunde ikke faa andet end tørt, graat Brød med Rullepølse eller Ost paa. Dram eller 01 var forbudt — derimod fik vi bjerget en Flaske Portvin. Den var fortræffelig, og Hulens aldrende Nymfe fortalte, at det var mange Aar siden den Slags kom til Huse. Det var maaske, før Regerenet begyndte at blande sig i, hvad Folk tør spise eller drikke, før Politi-Etiken blev sat ret i System. Vi havde paa hele Jernbanefarten fra Kri- stiania til Randsfjord paa den steghede Sommer- S. Thi det sødvamle tynde 01, der turde udskænkes paa Landstationerne, var værre end ingen Ting. En saadan Drik er lige- frem umoralsk. I det mindste forarger den min etiske Sans. De Indfødte maa dog ad hemmelige Veje kunne bane sig Vej til forbudte Safter. Jeg har set en skøn Hob fulde Folk i Norge saa vel som i Sverig, ikke færre, end man ser i Dan- mark. Af Tørst drak vi paa Tumlevolden den hele Flaske Portvin. Saa rullede vi da sent paa Eftermiddagen frem paa den store Fjeldflade foran Tonsaasens store Sanatorium med de smukke Træbygninger og de stolte Omgivelser. Der fik vi civiliseret Mad og god Rødvin. Vi opholdt os der vel det meste af et Par Maaneder. Det var en herlig Luft, og min Hustru havde ikke i al den Tid, vi færdedes i den, den mindste Ulempe af Aandenød. Og det trods 147 Morgenkulden. En norsk Fjeldegn er herlig i klart Vejr, men i Regn — hu ha! Man ser kun en graa, grødet Masse, hvorhen man vender Blikket. Fjeldene bliver aldeles borte i Taagen. Hvilken Trøst, naar man ser den lette, og de blaa, gult gennemskinnede, store, flossede Masser sætter sig i Fart og koger nede i Dalene. Da faar man Lyst til at knæle for den straalende Helios og suge hans Straaler ind som glødende Vin og indaande dem som Blomsterduft. Vilde Regnen ikke lade sig kommandere af samme Solgud, og svinestædig ikke lade sig rokke af Pletten, saa blev Højesteretssagfører Salomon min Trøst. Vi sad da timevis, uaflade- lig rygende Cigar, i Glasverandaen i Sanatoriets Hovedbygning. Hans Konversation er altid væk- kende. Siden den Tid har jeg altid læst hans Taler tor Retten, og fundet i dem den samme livlige Aand som den, der udstraaler fra hans Person- li £;hed. Netop Regnvejrsdagene, da man ikke kunde gaa ud, var Værelserne saa kolde og fugtige, at vi stundom gik i Seng midt paa Dagen. Sengene i Hotelbygningen er nem- lig aldeles fortrinlige, hvad der ikke er — eller var — Tilfældet med det øvrige Møblement. Med Nød fik jeg en polstret Chaiselongue, som min Kone kunde hvile sig paa, ellers var der lutter haarde Træsæder. Da alle Ydervægge og Skillerum er af Træ, var der saare lydt i Huset. En svensk Elegiker pinte os med sine Eksercitier paa Fløjte ved Siden af, og min Hustrus lette Søvn blev tidt om Morgenen forstyrret ovenfra ved Møbler eller Kufferter, der skrabede Gulvet eller dundrede imod det, som om de blev væltede, af Støvler, der huggedes imod det. Ørred er en dejlig Ret, men selv om den higer mod Afveksling ved snart at optræde som kogt, snart som stegt, snart som røget, sukker 149 man den i Møde med et Toujours perdrix. Men Forplejningen var forøvrig god, og Priserne meget moderate. Et Par svenske Familier, den liberale og kloge nu afdøde Generalpostdirektør Roos's og daværende Dr. Værns, sluttede sig ogsaa til os. Fru Værn var en af de gratiøseste Damer, jeg har truffet. Fruen sprang som en Gazelle over Vindfælder og Vandpytter og Grøfter, og min trivelige Krop var ingen Hund efter slige Evolutioner. Den gamle og svagelige General- postdirektør var lige saa forarget som forbavset over vore Provisorier i Danmark. Naar denne i Ordets gode Forstand fornemme Herre kom i Aande, dukkede den gamle Upsalastudent op i ham, men paa en alt andet end burschikos Maade. Xej han blev lyrisk-humoristisk med Glunte- stemning over sig. Sørgeligt var det at se den berømte norske Anatom, Professor Jakob Heiberg, gaa om som et Vrag efter en Hjernesygdom, der Tomme for Tomme fortærede den oprindelig saa lyse og glade Aand. Mærkelig nok: Naar han havde 150 drukket en Del Vin, blev han klar, og man mærkede ikke som ellers hans Brud paa Hukom- melsen. Det var hans Fader, den gamle Gene- ralkirurg, der sendte mig et glædestraalende Telegram, efter at han ved Juletid 1879 havde læst mit Stridsdigt til Ploug. Jeg har aldrig set ham, og i 1886 var han død. En kæk svensk Dame fik en Kavalkade til Fjelds i Stand. Dens Maal var en Fjeldaas, Kampenhovgen, ud ad Jotunfjeldene til. Hesteskaren med Førere samledes lidt fra Sanatoriet, og Damer og Herrer fik hver sin Hest tildelt. Sangeren Tolderlund og jeg var de betydeligste — legemlig talt — blandt Deltagerne i Ryttertoget; de to mest robuste Heste fik os paa Ryggen. Tolder- lund havde det Uheld, at Buggjorden øjeblikkelig brast. Sadelen drejede sig, og han selv faldt paa den bløde Engbund. Sangeren var da neppe ældre end nogle og tredive Aar. Det er meget langt fra, at jeg er en god Rytter. Jeg har aldrig gennemgaaet en Ride- skole, har naturligvis tidt i yngre Dage under mine Ophold paa Landet redet, men sad til Hest som en almindelig Bondekarl. Nu skulde jeg 151 foretage en hel Dags Ridt, nu da jeg var højt oppe i Fyrrerne. Jeg gik paa med Dødsforagt. Men det var Pokker til Ridt ; skønt Hestene var meget solide. Jeg følte snart, at det var bedst at overlade min tykke Kammerat til dens egen Vilje. Straks gik det ret livligt og let over grøn gyngende Engbund, saa ind i en Skov, hvor der hverken var Vej eller Sti. Bunden gyngede mere og mere. Hestenes Hove sank i. Han lod, som om han ikke saa mig. Saaledes fik jeg aldrig læst Anmeldelsen. Det har vel heller ikke gjort noget Skaar i min aandelige Udvikling eller literære Dannelse. Men nu troede jeg og maatte af det nys Fortalte tro, at det var Molbech, der igen var efter mig. At Bladet havde anskaffet sig en ny Mand til at angribe mig, kunde jeg ikke tro. Det véd jeg bestemt. Jeg fortryder nu og har mange Gange fortrudt, at jeg ikke fik klaret den Sag før Digterens Død og gjort Afbigt for den Uret, jeg havde gjort ham, især da jeg siden fra den paalideligste Kilde har erfaret, at den Anonym, som siden har snappet efter mig, saa snart han saa sit Snit — var Hr. Ved samme Lejlighed gentager jeg, hvad jeg før har erklæret, at jeg ikke har ringeste Respekt for anonyme Angribere af navngiven Mand, og ikke betænker mig det mindste paa at afsløre dem, naar jeg faar Ram paa dem. Jeg aner ikke, hvad jeg har forbrudt mod den Mand. Er det lutter literær Forargelse.? Jeg kender ham ikke, har maaske talt med ham et Par Gange. Den Mand, der fortalte mig, at det var ham, der var efter mig — og den Mand kunde tale med Myndighed — for- klarede mig det som et Følge af Skolekamme- raters sædvanlige Chikaneri mod hverandre, selv naar de er blevne gamle Mænd. Men jeg 172 kan kun i meget uegenlig Forstand kaldes Hr. Han var Stu- dent fra Sorø Akademi vistnok to Aar, før jeg kom ind i Skolen. Jeg har aldrig skrevet noget imod, hvad han har skrevet, saasom jeg, mig bevidst, aldrig har læst Noget deraf; jeg har aldrig angrebet hans i sin Tid saa meget om- talte Færd som Forretningsmand, saasom jeg ingen Forstand har paa de Dele, ej heller Inter- esse derfor. Lad mig derfor tro, at jeg har vakt en sart Naturs dybe literære Forargelse. Det gør mig ondt, hvis jeg har forarget en af de Smaa. I hvert Fald er det et ikke uinteres- sant psykologisk Fænomen, at en mig saa godt som ukendt Person, hvis borgerlige og literære Anseelse ellers staar i en saa køn Samklang — det sagde afdøde Prof. Schiødte, og det siger nulevende Dr. Pingel — r saadan et halvt Liv igennem har Stiletten ved Haanden mod mig. Heldigvis har han endnu ikke ramt mig. Jeg opfordrer ham venligst til at fortsætte sine Haandøvelser. Min Hud er for haard, hans Stik er resultatløse. Tror man, at jeg er meget ømfindtlig for literære Angreb.? Nej; ikke naar de udgaar fra Folk, som jeg ikke sér op til. Men er det Til- 173 fældet, vil jeg gerne forsvare mig og i al Ven- skabelighed forhandle med min Kritiker, naar jeg ikke kan være enig med ham. Jeg har havt en saadan Tankeudveksling med G. Jeg hol- der ligesaa meget af Erik Skram efter hans Angreb paa det gamle Apotek som før. Paa en vis Maade er jeg ømfindtlig overfor dygtige Mænds Angreb, men det er, tror jeg, en Ære, jeg gør dem, at deres Dom er mig magt- paaUggende. Den Tid er forbi, da jeg læste alle An- meldelser af mine Arbejder i alle Blade. Jeg har simpelthen ikke mere Tid til det. Et Par Aftentimer har jeg altid anvendt til Studier, hi- storiske og sproglige, til Læsning af filosofiske Skrifter m. Det vil nu ses, at naar jeg i disse Aar producerede ret livligt, havde jeg al min Tid behov. Jeg synes, at to danske og 174 én fransk Avis om Dagen er nok af den Art Læsning. Det Blad, hvori Hr. Godske Nielsen fulgte min Udvikling med saa stor Interesse, har jeg ikke set siden G. Godske Nielsen, at Brandes havde sagt, at der var megen Lejebiblioteks- Passiar i mine Fortællinger — det havde selv min Ven Brandes maattet indrømme. Naar dette ikke er et literært Falsum, saa véd jeg ikke, hvad honnet Journalistik er. Da jeg læste det, blev jeg et øjeblik usik- ker. Jeg rodede op i mine Erindringer. I saa- danne Tilfælde plejer de sjælden at svigte mig. Jeg havde et tydeligt Billede af saadanne Roser om et Lysthus i mine Forældres Have i Ring- sted og fra Sorø Akademihave. Saa traf det sig, at jeg i Sommeren 1884 netop i Juni var Gæst hos Teaterdirektør Abrahams paa hans Frues Hjemsted, Herløvgaard ved Hillerød. Der saa jeg i Haven et Lysthus omslynget netop af de samme blegrøde, smaa Roser, som i sin Tid stod for min Fantasi. Ja- cobsen, der jo var Botaniker, Historien. Hvad vil Du bryde Dig om, hvad saadant et Fæ siger. Nu — jeg brød mig heller ikke stort derom. Men jeg synes, at det lille Bidrag, jeg har givet til en Smule journalistisk Forfølgelse fra en 176 enkelt, obskur Persons Side, kan have en Smule Interesse som Tidsbillede. Siden har jeg ikke i hvad jeg har læst i Aviser om mig selv, fundet mange Uhumsk- heder imod mig. En Forfatter kan jo ikke for- lange, at alle Avisanmeldere skal finde alle hans Bøger herlige, men han kan vel fordre lidt Høflighed i Tonen og lidt Loyalitet i Tilgift. Som Modbillede en liden Prøve paa journa- listisk Noblesse. Sigurd Muller, nu Rektor i Kolding. Jeg deler ingenlunde den Mening, at en Forfatter ikke bør tage til Genmæle mod Angreb, og jeg har aldrig havt Offerlamstilbøjeligheder. Jeg bider igen og lader mig ikke paatvinge literære Konveniensregler, naar jeg synes, de er dumme. Sigurd Muller, hvis venlig -smigrende Ord jeg ikke 177 finder det passende at citere. Han erklærer ærligt, at han erkender rent at have taget fejl i sit tidligere Syn paa, at min Digtning kun var Dilettantisme. Det er en Selvfølge, at han fik et varmt og venligt Svar. Siden den Tid har Rektor Muller en Plads i mit Hjerte. En af de yngre Literater, oprindelig hørende til samme Gruppe, den kundskabsrige og dygtige Dr. Winkel Horn, har ogsaa overvældet mig med literær og personlig Velvilje siden den Tid, ligesom han fra at være en Modstander af G. Brandes er bleven hans varme Beundrer. Jeg fik mange Venner. Man har sagt, at Venskab ligger for mit Temperament. Hvor kom jeg til at holde af mine Forlæggere Brødrene Reitzel. De har aldrig delt mine Meninger. Jeg tror virkelig, at de var bedrøvede over min Strid med Ploug. Men de har aldrig sagt det, aldrig lagt mig Vanskeligheder i Vejen, aldrig fordret Ændringer i hvad jeg skrev, aldrig for- trukket en Mine, hvad enten mine Bøger gik godt eller mindre godt. Under mit lange Op- hold i Udlandet har de røgtet mine sølle Penge- affærer med en Dygtighed og Omhu, saa jeg kom hjem rigere, end jeg anede det. Carl Reitzel kom ud paa Københavns Banegaard og S. To Gentlemen fra Top til Taa er Th. Jeg staari alle Maader ved de Vers, jeg skrev i Anledning af den ældste Broders, Hr. Theodor Reitzels Sølv- bryllup. Nu, da jeg, efter at de opgav Forlaget, gik over paa det Gyldendalske, ser jeg gerne ind til dem paa deres hyggelige Kontor i Løvstræde, og vi faar en gammeldags Latter ved at op- friske mange gamle Minder. For deres Skyld lod jeg ikke Digtene til Ploug aftrykke i sidstnævnte Samling. En saa- dan Indrømmelse kunde jeg vel gøre to saa gode og opofrende Venner. Jeg har aldrig havt stor Forstand paa Penge, har aldrig holdt Regnskab, al Regning er mig en Plage. At jeg ikke har siddet og sidder værre i det, end jeg gør, er min Hustrus Skyld. Skønt hun egenlig slet ikke er praktisk anlagt af Naturen, snarere indadvendt grublende og drømmende, har hun vidst at holde det gaaende, først med meget smaa, siden med ikke store Indtægter. Da vi ingen Børn har, har vi aldrig brudt os om at efterlade Noget. Vi havde i sin Tid tænkt os at aabne vort Hus for den yngre Slægt af Digtere, hvis Virk- somhed jeg har fulgt med Interesse. Men skulde vi se de gamle Venner, var der ikke ret Raad og Plads til mere Selskabelighed, og det har tit gjort mig ondt. Jeg vil gerne følge den unge Slægts Udvikling. Heldigvis har vi fundet i vor Familie unge og begavede Mennesker, der har holdt os å jour med, hvad der bevægede sig i Ungdommens Sind. Jeg tror ikke, at de nogensinde hos mig har fundet Oldermands- værdighed eller Tilbøjelighed til at være laudator temporis acti. Dog herom mere siden I I et lille købstadagtigt Samfund som vort, har mange Vrøvlehoveder travlt med at udfinde de Personer, som Forfatteren har kopieret i sine Værker. Det er endog hændet mig i et Selskab, at et saadant Vrøvlehoved har spurgt mig over Bordet, om jeg ikke havde skildret en Dame, som stod Værtens Familie nær, i en Roman, jeg nylig havde udgivet. Han fik naturligvis et Smæk over Fingrene. En Kopi kan sjælden bruges i en Fortæl- ling. Men den Plan og det kunst- neriske Perspektiv, som Digtningen forlanger, ændrer altid ganske uvilkaarligt, hvad Forfatteren kan have fundet i en konfus Virkelighed. Alene det, at han skal bringe Figurerne i Sammenspil, nødvendiggør Omforminger og Tillæmpelser. Digterens Fremgangsmaade er omtrent som Malerens. Paa Frederiksborg Slot kan jeg paa Malerier genkende baade Slotsforvalterens, Hr. Kaptejn Hammelevs og min Ven Erik Skrams smukke og karakteristiske Hoveder, men Om- givelser og Kostumer gør, at det dog hverken er Kaptejn Hammelev eller Erik Skram. Jeg siger ligefrem, selv om alle Filistre stemmer i et indigneret Kor: Jeg har efter stor Maalestok brugt den levende Model, men i Reglen ret flygtigt. Id est: som jeg efter mit umaadelig flygtige Bekendtskab til Originalen har opfattet den. Men det er en ren Bifigur i Fortællingen, og netop da jeg paa den Tid, den blev til, nys havde havt et saa stærkt Sammenstød med Originalen, anvendte jeg stor 181 Omhu og Diskretion i den Maade, hvorpaa den blev præsenteret. Nærmest ved Kopier kan vel nogle Bifigurer hist og her være. De fleste nysgerrige og taktløse Spørgsmaal om Originalerne til Skikkelserne i mine Fortæl- linger, har jeg maattet døje, naar jeg har ført Præster frem. Det Vrøvl, at jeg skulde hade Præster, har jeg allerede imødegaaet i Oplevelsernes første Del. Det skal jeg ikke mere trætte Læserne med. Jeg spurgte: Genkender Du dig selv.? Den sidste er vistnok en uskyl- 182 digere og naivere, mindre begavet Individualitet, men de er begge af den Martensenske Skole. Man plagede mig ved at nævne en anden Præsts Navn. Det var en Mand, som jeg satte Pris paa i de Aar, jeg af og til traf ham. Han er den eneste protestantiske Præst, hvis Prædi- kener jeg har kunnet afvinde Interesse, fordi der i dem udtrykte sig en varmhjertet og fyldig poetisk Natur, adlet ved en rig human Dannelse. Den almindelige Snak var kommen Manden for Øre. Da spurgte han mig loyalt og lige ud, om jeg havde villet ham noget ondt. Jeg kunde rolig svare Nej. Han havde aldrig læst Fortæl- lingen, netop fordi al Verden i hans Kres havde været saa taktfuld at fortælle ham, at han var kommen paa Tryk. Jeg fortalte ham Historien om min Svigerfader og fremsatte, hvad jeg her lige har sagt. Han lovede da at læse Fortæl- lingen, og jeg tror, vi skiltes venskabeligt ad. Blot endnu en lille Anekdote angaaende mit formentlige Hang til at kopiere direkte ud af Livet. Jeg havde aldrig tænkt paa den brave Brygger, og Dalbys hele Apparition var aldeles forskellig fra hans. Olaf Poulsen, som spillede Rollen, havde heller ikke tænkt paa Vedkommende. Jeg fik en Parallel i min Erindring. Min Ungdomskammerat, den længst afdøde talentfulde Maler Ludvig Schou Fætter til nu- værende Etatsraad Philip Schou havde under et Ophold paa Landet taget en Skizze af Lands- byens Smed. Han viste den til Smedens Na- boerske, en Husmandskone, og spurgte hende, om hun kunde kende, hvem det var. Det kan vel have været 1856 eller 57. Konen svarede: — Ja, det kan jeg s'gu godt. Det er jo Smeden. Ja, det er Faen'eme 184 ogsaa Smeden, ja ded er'ed s'gu. Nu kan jeg kende ham paa Splitten i Bukserne. Jeg var i denne Periode af mit Liv inde i megen Selskabelighed, og der kom forholdsvis mange Gæster i vort Hus. Min Hustrus Helbred og Kræfter tog mere og mere af, og med den hende medfødte Iver og Energi tog hun mere Arbejde paa sig, end hun kunde taale. Vor mangeaarige omhyggelige og dygtige Læge, Hr. Atke Bentsen, formanede hende forgæves til at holde sig i Ro. Jeg maatte ogsaa arbejde meget. Det kneb navnlig med at faa Tid til Studier. Jeg var bange for at gaa tilbage i aandelig Kultur ved stadig at give ud og kun faa lidet ind. Navnlig har filosofisk Læsning — jeg tør ingenlunde kalde det Studium — altid været en Aandsgymnastik for mig. Da jeg derfor i 1887 fik Brev fra Kultus- ministeriet om, at den mig i 1883 — 84 af Rigs- dagen tilstaaede faste Understøttelse paa 2000 Kroner vilde blive mig udbetalt, og den i 3 Aar tilbageholdte Forhøjelse kunde hæves med 3000 Kroner i Finanshovedkassen — paa én Gang — saa bestemte vi os straks at rejse og forsøge paa, i det mindste foreløbig, at fæste Bo i Ud- landet. Det gik i Marts Maaned, men kun en halv Snes Gange. Jeg havde ikke — jeg kan sige siden min første Ungdom — følt Lyst til dramatisk Produktion. Jeg havde nu erhvervet et vist Herredømme over Fortællerkunsten og mistvivlede om at kunne faa den for mig natur- lige brede Figurmaling bragt ind i den snævre Ramme, indenfor den Tids- og Rums-Grænse, som Dramaet fordrer. Jeg havde ikke en Gang Tro paa, at jeg, der den Gang var Genstand for en stor Del af Pressens Uvilje, kunde faa et Stykke antaget. Men jeg blev fra mange Sider opfordret til at prøve derpaa. Brandes havde ogsaa ladet nogle Ord falde derom. Senere var gamle Mantzius stadig efter mig, dernæst kom 186 Brødrene Poulsen. Endelig i 1884 tog jeg fat paa Arbejdet. Figurerne tegnede jeg klart for mig, Replikudarbejdelsen var mig en ren For- nøjelse, men det kostede mig megen Umage og mange Omarbejdelser at faa de teatralske Pro- portioner bragt til Veje. Jeg havde taget fejl, da jeg troede, at der vilde blive lagt mig Hindringer i Vejen for Stykkets Antagelse. Tværtimod, jeg blev mødt med den største Velvilje fra alle Sider. Nu- værende Professor Villiam Bloch, den Gang Sceneinstruktør for det reciterende Skuespil, et stort Talent paa sit Kunstomraade, var en kyn- dig, behagelig og energisk Mand, snar til Raad og Daad. Det var en stor Fornøjelse at arbejde med ham. Et skarpt Hoved, en selvbehersket Personlighed, dramaturgisk gennemdannet, med en fordringsløs Humor udbredt over sit Væsen, der skjuler saa megen Varme og Begejstring. Vi blev snart Venner og Kammerater, og Prø- verne var mig en ren Fornøjelse. Fra Kunst- nerpersonalets Side lutter Imødekommen. Styk- ket blev fortrinligt spillet. Chefen, afdøde Kammerherre Fallesen, kom jeg snart paa en ret hyggelig Fod med. Han var den Gang, jeg kom i nærmere Berøring med ham, trods sine 70 Aar, rørig og ungdommelig. Vi mødtes først i vor Begejstring for Moliére, som vi begge citerede om Kap i vore Samtaler. De var, om jeg husker ret, altid holdte i en humoristisk Tone. Hans Dannelse hvilte paa den franske Literatur. Men Fallesen var ikke nogen modig Mand, havde ingen Lyst til at bære Ansvar og gav 188 tit efter for uvedkommende, men mægtige Per- soners Paavirkning eller Indblanding. Tit klarede han dog Skærene ved en snild Diplomatik, og var de først klarede, tog han sig livlig af de ny Arbejder. Hans gode Hoved og lette Pen kom ham til Gode i adskillige Henseender, og han satte stor Pris paa et anerkendende Ord om en af hans Avisartikler. Han kunde give humoristiske Refe- rater af sine Sammenstød, navnlig med Teater- damer. En Gang spurgte han mig, hvad jeg var mest bange for i Verden. Jeg mente, at jeg var mest bange for glubske Hunde. Jeg havde i min Indberetning om Rolle- besætningen givet Prokurator Rangels Rolle til 189 Peter Schram. Men De er i Deres Ret... Schram mindede virkelig uhyggelig om den nævnte geniale Præstation. Kammerherren var ikke fri for at triumfere. Men saa fik jeg et godt Raad af en god Ven ved Scenen. Han sagde omtrent følgende: At Schram havde ligesaa brillant et Gehør for Replik som for Musik, men at han sorn Skue- spiller maatte have en Slags Stemmegaffel for at faa den rette Toneart. Efter Maaltidet udtalte jeg til min Kone, hvor glad jeg var ved, at den store Kunstner vilde spille i mit Stykke. Jeg havde taget Manu- skriptet frem, og mens vi talte sammen, læste jeg den første Scene, hvori Prokuratoren fore- kommer. Vil De have ham saadan? Ved Opførel- sen gjorde Schram stor Lykke, og i overstrøm- mende Glæde bød han mig til at drikke Dus med sig i en Rest Champagne, han havde reddet ind i sit Værelse fra Frokostbordet i 1ste Akt Da det var mit første større dramatiske Arbejde, var jeg spændt paa at se, hvad de Kritikere, jeg respekterer, sagde om det. Uhel- digvis anmeldte Edv. Brandes ikke Teatrene den Gang. Gustav Esmann ; men han erklærede selv at være uøvet i Teaterkritik ; i et andet af de mere intelligente Blade stod den træffende. Anke, at Stykket mindede om en dialogiseret Novelle. Det kunde vel ikke være andet. Møller, en af vore fineste og originaleste Kritikere, var vel fornøjet, ligeledes Hr. Mit Arbejde var da næppe helt mislykket. Det gamle æstetiske Dogme, at der ikke kan gøres en god Komedie ud af en 191 fortællende Digtning, har jeg ikke mere Tro paa end paa den gamle Æstetik overhovedet. Un- der hele Digtekunstens Udvikling er de stadig blevne forrykkede. Vil man virkelig i vor Tid tage Definitioner om, hvad en Ballade og en Romance er, og Faststillingen af Forskellen mellem dem, for gode Varer? Brandes har slaaende paavist Heibergs Misforstaaelse, at Oehlenschlåger var en født Romancedigter. Paa hver Side modsiger Literaturhistorien Dogmet om, at der ikke kan blive et Drama ud af en Novelle, et Epos eller en anden fortællende Digtning — og det lige fra det græske Drama til Shakespeare. At man dog gider sidde og tygge paa saadant noget gammelt Viskelæder som den hegelianiserende spekulative Æstetik! Den er ikke mere livskraftig end Boileaus. Hvis Kunstens Rige har nogen Forfatning, maa det nærmest være den avtokratisk-anarkiske. Det er altsaa en Fornægtelse af Forfatning. Al Kunstfilosofi maa dog vistnok bygge paa histo- 192 risk - empirisk, paa individuel - race - psykologisk Grund. Edvard Brandes lagde hele Sceneriet til Rette for mig. Stykket blev i det Hele fortrinligt spillet paa Folketeatret Vinteren 1887 , navnlig overraskede Hr. Reumerts Kapellan ved Lune og korrekt Fremstilling af en jysk Bondestudent, og Hr. Orlamundts lige ud af Livet skaarne skikkelige og forkuede Land- junker. Det var en ny, ukendt Side af de Her- rers Talent, som her kom frem. De to første Akter vandt meget Bifald, de to sidste langt mindre. Jeg véd ikke, om de er saa meget svagere, men den unge Dame, som debuterede i den kvindelige Hovedrolle, magtede den ikke. Efter Direktør Abrahams ønske har jeg netop nu omarbejdet de to sidste Akter — vi faar nu at se, hvordan det vil gaa, naar Stykket igen kommer paa Scenen. Saa lidt som jeg har anlagt første Del af mine Oplevelser kronologisk, tildels af den gode Grund, at jeg ikke altid husker Aarstallet for de Hændelser, jeg anser det for værd at fortælle, lige saa lidet maa man vente en annalistisk Behandling af 2. Læseren maa velvilligst finde sig i, at jeg springer lidt frem og tilbage. Min Hustru led skrækkeligt af sit Emfysem den Sommer og var lange Tider senge- liggende. Men hun fik en Læge, der paa den gamle Maitre Fran9ois Rabelais's Vis med ikke ringe Held hjalp paa hende ved Latterkuren. Vi boede i et hyggeligt gammelt, nu ned- revet Hus, tæt ved Hovedvejen, skraas over for Olaf Poulsens røde Villa. Jeg havde allerede i mange Aar næret en varm Beundring for den geniale Skuespiller, kom til at holde meget af ham personlig, nu blev han min Hustru lige saa kær. Han er en saa rig Natur, at han egenlig er i uafbrudt Produktion ; han har Raad til ikke at gemme hele sit Ind- S. Der kan have været lange Tider, hvor jeg ikke har set ham, men saa snart vi tre mødtes, har den gamle Flamme, som blev tændt under Fredensborgs grønne Skygger, blusset i Vejret af sig selv. Hvad han har været for mig de faa Gange, jeg har bragt Noget paa Scenen, ja hver Gang jeg har set ham, skal jeg ikke videre dvæle ved; den Taknemmeligheds- gæld har jeg hele Landet til at dele med mig. En anden genial Mands nærmere Bekendt- skab skylder jeg ogsaa hin Sommer i Fredens- borg — ingen mindre end afdøde N. Jeg havde ganske faa Gange i tidligere Tid truffet ham i hans gamle Lærer Berggreens Hus. Jeg mødte ham en Morgen i Slotsparken, kom i Samtale, spaserede sammen vel et Par Timer. Da var Gade saa elskværdig at foreslaa, at vi skulde gentage denne Spaseretour hver Morgen. Han var bedre Morgenmand end jeg. Han kom hjem til mig næste Dag — og med Respekt at melde, jeg var ikke kommen videre end til Underbenklæderne og skammede mig som en Hund over, at jeg maatte lade den langt ældre 195 og berømtere Mand vente paa mig. Det skete heller ikke tiere. Han spurgte mig, om jeg var musikalsk. Han svarede nok saa elskværdigt: — Det er brillant. Jeg elsker Literatur, men mangler literær Dannelse. Saa kan vi maaske lære hinanden lidt. Jeg skal vel vogte mig for at prøve paa at karakterisere Gade som musikalsk Genius. Hvad jeg har elsket hos ham, er hans guddommelige Klarhed og faste Form. Men jeg tør vel sige, at i hans Tankegang og Tale fandtes de samme Egenskaber. Det er sjeldent hos en næsten halvQerdsindstyveaarig Mand at træffe en saadan alsidig Modtagelighed og en saa livlig Lærelyst. Han spurgte mig ud om Forfattere, hvis Navne han kun kendte — jeg husker bl. Andre om Rabelais, om Chateaubriand, om Swift og Shelley. Han greb mig snildt i, naar jeg, hvad der let sker i en mundtlig Samtale, ikke talte tydelig nok eller tænkte klart nok, men altid var han høflig og skød Skylden for mine Fejl paa sin egen Mangel paa Kundskab. Selvfølelse manglede han langt fra, men den traadte kun indirekte frem i hans Domme, altid paa en klædelig og mandig Maade, aldrig drengeagtigt-pjankevomt, som hos nogle af de store Poeter, jeg har kendt. Han hentydede til Beskrivelsen af Maske- ballet i Palazzo Gozzi, som gaves af Patricieren Bragadino. Gade savnede deri en Karakteri- stik af den Musik, der blev spillet. Han mente, at jeg burde have gengivet en Menuet af Nardini. Jeg erindrer, at jeg en Gang i afdøde Rungs Tid var indbudt til en Koncert i Cæcilieforeningen, fordi jeg havde leveret dansk Tekst til nogle toskanske Folkeviser, og at jeg hørte et Par 197 Stykker af Nardini. Men jeg har jo bekendt, at jeg er en ulærd Djævel. Jeg takkede ham af Hjertet. Jeg har nok hørt noget derom. Det samme sagde ogsaa gamle Berggreen. Ja han var en meget lærd Mand, men Klaverspiller.... Ja, det vil sige, han spillede udmærket godt Folkemelodier. En saadan Kunstner kan for- bavse og imponere mig, men til at vurdere ham mangler jeg Dannelse. Der gik en rum Tid. Gade gjorde ikke Mine til at indfri sit Tilsagn, og jeg fandt det ubeskedent at minde ham derom. Saa en Middag, da jeg kom ud fra Olaf Poulsen, ser jeg Gade i det aabne Vindue med det stærkt farvede Ansigt og den prægtige, graa- sprængte Haarmanke i fuldt Solskin og med Solskin i det store, sjælfulde Øje. Han vinkede muntert ad mig, og jeg traadte ind. Axel Gade, med sin Violin. Det er en Nydelse, jeg aldrig glemmer. Det aand- og stilfulde Foredrag, der manede et Ro- kokobillede med Dragter og Omgivelser frem, betog mig. Hvilken dramatisk Plastik, hvilken Aandfuldhed forstod ikke Fader og Søn at lægge i den gamle Menuet! Og saa Gades forklarende Miner, naar han hvert Øjeblik vendte sig og saa paa mig! Ja, den store Komponist havde Ret. Jeg skulde have taget en Musiker til Hjælp, da jeg skrev Scenen af Bragadinos Bal. Gades Død bevægede mig stærkt, og jeg tænkte et øjeblik paa at skrive et Mindedigt over ham. Men her kom, som ved ad- skillige Lejligheder, min Ukyndighed i det, som var det væsentlige hos Gade, mig i Vejen. Nej, jeg maatte have En, jeg kunde kommandere. Nu rykkede altsaa Udrejsen nær. Jeg holdt saa meget af vore store Stuer i Frederiksborg- gade Nr. Men min Kone holdt ikke meget af de mange Trapper. Vor Vært, nuvæ- rende Oberst og Chef for Brandvæsenet, Meyer, gjorde alt saa godt for os, som muligt; til de Stuer knyttede sig Minderne om mange glade Vennemøder. Venner af alle Aldersklasser, lige fra Agerskov, Liebenberg, Kristian Mantzius og Hostrup til Brødrene Brandes, Drachmann, Borch- senius, Carl Michelsen, J. Jacobsen, Henrik Pontoppidan, Karl Gjellerup og en enkelt Gang Einar Christiansen, fra J. Schiødte og hans 200 Børn, Kristian Arentzen, V. Pingel, Hørup, Ha- rald Høffding, M. Galschiøt til Kristoffer Nyrop, Nordmænd lige fra P. Asbjørnsen, Bjørn- stjerne Bjørnson til Alexander Kielland og Fritz Thaulow; danske Malere som P. Krohn, Zahrt- mann, Theodor Philipsen, Jerndorff, Krøyer, den os saa kære Familie Hegel foruden vore Slægt- ninge havde ligesom hængt deres Portræter i vore Stuer. Ja, vi havde dem saa kære, disse lyse Rum, som efterhaanden, som vi fik Raad, var blevne ret godt forsynede med Billeder paa Væggene. Indflytningen i Frederiksborggade fra vor første studentikose Bolig i Hestemøllestræde Nr. Min Hustru havde ganske vist travlere Aar i Frederiksborggade end i Hestemøllestræde. Vi saa langt flere, kom langt mere ud; hendes Helbred blev stedse svagere, men hun gik paa Alt med sit ubetvingelige Mod, sin Blidhed, sin stille, klare Munterhed. Og dog mistede hun en Hjælp, da vor gamle Ane, der fra min Hustrus Hjem, Slagelse Sankt Peders Præste- 201 gaard, var fulgt med os som en Slags Brude- gave, tog fra os. Hun tjente os i 12 Aar. Hun var en udmærket Kokkepige i gammel Stil. Hun passede sit Køkken med Myndighed, men da hun var ældre end sin Husbond og Madmoder, saa hun lidt ned paa os. Det kunde falde Ane — jeg har aldrig vidst hendes Efternavn — ind at sige til min Kone, naar hun kom ud i Køkkenet i et for Ane ube- lejligt Øjeblik: — Her regerer jeg. Her har Fruen itte Xoget at gøre. I hendes Tid lød det gamle, uforfalskede Sællandske daglig for mine Øren. Naturligvis holdt hun af at slaa en Sludder af paa Trappen og i Gaarden. Men hun befandt sig ikke saa godt i Fre- y 202 deriksborggade som i Hestemøllestræde. Hun følte sig mægtig til at beherske det lille Hus, det større generede hende, ligesom de mange Trapper fra og til 4de Sal generede hendes al- drende Ben. Mens hun tjente i Slagelse St. Han udviklede sig til en Drukkenbolt og behandlede Ane nederdrægtigt, løb en skønne Dag fra Kone og to Børn efter i nogen Tid at have været indsat paa Sorø Arbejdshus, landede saa i Amerika. Jeg véd ikke, om Whiskyen har fortsat det danske Bræn- devins Arbejde hinsides Atlanten. Men da en af Døtrene drog til Amerika, tog Ane derover. Da min Kone og jeg holdt Sølvbryllup, fik vi et kønt Brev fra vor gamle Ane, hvori hun ikke ytrede stor Tilfredshed med sine nye For- hold. Siden jeg nu har talt om en af vore Piger, 203 maa man finde sig i at læse et Par Linjer om hendes første Efterfølgerske, de senere er ikke interessante. Et nydeligt lille Guds Ord fra Lolland med dejlige sorte Øjenbryn og søde, mørkeblaa øjne tonede frem. Hun lo, naar man saa mildt, græd, naar man saa strængt paa hende. Hendes Skøn- hed frapperede flere af vore yngre mandlige Gæster. Hun kunde godt have staaet Model for en Gretchen. Hendes lollandske Dialekt klædte hende nydelig. Hun blev min Kones og min Kæledægge, saa sød hun var. Et Erindrings- billede staar endnu saa klart for mig, som saa jeg det for mine øjne. Min Hustru kom meget syg tilbage fra en Rejse i Sverig, og maatte bæres op ad Trap- perne. I dæmpet Lys stod vor Ane Margrethe med den lille Haand paa Dørgrebet, ganske ubevægelig, med store Taarekugler i de dejlige øjne. Hun blev forlovet paa sin Fødeø, tog fra os, da hun skulde giftes. Hendes Mand havde en Bestilling ved Jernbanestationen i Nykøbing paa Falster. Hun saa hektisk ud. Paa Dampskibet græd hun paa sin inderlige Maade, og vi skiltes med et Favntag. Tuberkulosen havde mærket vor kære lille Ane Margrethe. Da vi kom hjem, var hun død. Den lille trofaste Sjæl! Hvor holdt vi af hende, fin, klog og taktfuld, som hun var, den nydelige Husmandsdatter fra Fuglsangs Gods paa Falster. Hun døde som Følge af en haard Fødsel. Jeg sagde spøgende til hende ved Af- skeden paa Gedser -Warnemiindedamperen. Hun sagde med et sørgmodigt Smil: — En kan jo ikke faa Fred længere, end Ens Nabo vil. Lidt efter den Tid fik vor lille Ane Mar- grethe Fred paa Nykøbing Kirkegaard. Mens vi nu hjemme i Frederiksborggade gjorde Alt rede til Opbrud, kom min Ven, Ar- kitekt Erik Schiødte, og fortalte mig, at man rugede paa en listig Plan, mig angaaende. Man havde opdaget, hvad jeg selv aldrig havde tænkt over, at det i 1887 var 25 Aar siden, jeg havde udgivet min første lille Samling Digte hos Hr, Hof boghandler W. Prior, og at man havde tænkt 205 paa at gøre mig til Skydebanejubilar. Ingen undgaar sin Skæbne. Intet Menneske er mindre skikket til at være en festhyldet Helt end jeg. En god Gave har Guderne forundet mig: Selvironiens Gave. Altid har jeg saa udmærket forstaaet Per Rus, da han og hans Husbond førtes i Triumf gennem Gaderne i Randers: Processen gik saa fort, var meget sken og prægtig, Alleene Ruus, som ej var nogensinde mægtig at styre sig, da han en Bager-Bod blev vaer, paa Vejen kjebte sig af Hvedebrød et Par. Slig Gieming Peder Paars gik meget nær til Hierte, han dulgte dog som en Philosophus sin Smerte; han vendte sig kun om og sagde: Secreteerl at kjabe Kringler nu helt ubelejligt er. Nu, Vennerne havde jo gjort det Hele i god Mening. Og da jeg hørte, at man ogsaa havde tænkt paa, at det vilde ærgre den lite- rære Kanaille, sagde jeg ja, og mindedes da følgende Ord i Peder Paars: Hvor ofte seer man ei en Espen Askefiis af Modgang blive stor, hans Spot til Ære, Priis, 206 hans Sorg til Glæde jo at blive brat forvandlet; man ser jo Lykken tidt har ilde mod ham handlet; nu tænker man, at han tilgrunde ganske gaaer, mod Enden dog altid han Kongens Dotter faaer. Efter en privat Middag hos Dr. Winkel Horn, kørte vi ud til Skydebanen, Vidnet til saa mange Heltes og saa mange Flynderes Ju- bilæer. Da jeg saa alle Værelserne fulde af Folk, lige saa mange, jeg ikke kendte personlig eller af Udseende som bekendte, fik jeg atter en holbergsk Reminiscens, idet jeg ligesom Jeppe, da han laa i Baronens Seng, fik Lyst til at knibe mig selv i Armen for at erfare, om det var jeg eller ikke jeg. Men saa trøstede jeg mig ved Linedanse- ren i Sankt Hans Aftenspil, naar han siger: Og spør' saa St. Peder: Hvad godt har du gjort? Svarer jeg Schweizeren: Ikke stort! Men hvad har de andre Bengler da gjort? Da jeg havde faaet Plads og saa Erik Skram paa Formandssædet og Georg Brandes paa Talerens Plads og ret havde mønstret de mange kære Ansigter nede i Salen, skal jeg ikke nægte, at jeg blev helt glad. Georg Bran- des's Tale var fortræffelig og holdt humoristisk, 207 men da han havde endt og jeg skulde svare, kunde jeg ikke huske et Ord af, hvad jeg havde skrevet op og lært uden ad, og jeg bluedes ligesom Henrik ved at tage Papiret op af Lom- men. Jeg maatte altsaa improvisere. Gud véd, hvad jeg sagde. Jeg elsker i Regelen ikke Jubilarer, men de flæbende Jubilarer er mig en Pestilens. Der var den Aften Ingen, der pi- skede Røræg eller lavede Øllebrød. To Viser af Axel Henriques og A. Foran hver Kouvert laa et Eksemplar af min lille, gamle Digtsamling, hvis Restoplag han i sin Tid havde købt af Hr. Jeg skal ikke nægte, at der var nogle Ven- ner, jeg savnede. Det var Politiken, der holdt en Del borte. De vilde ikke være med til en Fest, hvor Skram førte Forsædet og Brandes var Hovedtaler. Den politiske Bølgegang gik saa højt, at der var et Par Embedsmænd af 208 mine Venner, der ikke turde gaa med af Frygt for at blive mistænkeliggjorte paa højere Steder som Venstremænd. Stemningen var helt igennem lystig og op- rømt. Jeg takker nu alle de venlige Mennesker, som gjorde mig en glad Aften. Opbrudet hjemme fra nærmede sig. Efterat vi havde været Teaterdirektør Abrahams's Gæster paa Marienlyst i Midsommeren, begyndte Ind- pakningen og Rømningen — tilsidst havde jeg kun den store Rejsekuffert at sidde paa. Brandes havde sagt i sin Tale, at jeg havde brugt Kultusminister Scavenius til Sparegris. Jeg har aldrig havt saa mange kontante Penge paa én Gang i min Lomme. Jeg syntes, de maatte kunne slaa til i det Uendelige. Jeg havde Sigte baade paa Spanien og Grækenland. Mærkelig nok: Jeg havde aldrig været i det saa nære Berlin. Jeg var altid gaaet mod Vest og Syd til de Steder, hvor jeg i min Ungdom søgte og fandt mine Kultur- og Dannelsesim- pulser. Dertil kom, at jeg, da jeg først optraadte som fortællende Digter, fandt mest at lære og mest, der stemmede med den Retning i Kunsten, jeg syntes laa mig nærmest, hos Franskmændene. Nej, jeg hader Chauvinismen. En anden Sag er det, at jeg ligesom alle Danske var bleven dybt ramt af vore Ulykker i 1864. Skønt vi sikkert havde baaret os dumt ad, havde dog en mindre unobel eller rovgerrig Sejerherre, især da vi efter Kielerhavnens endelige Tab var gjorte aldeles uskadelige, ikke begaaet den blo- dige Synd mod de danske Slesvigere, og tilføjet den nu ydmygede lille Nation et evig blødende Saar. At nægte Bismarcks Storhed fra fransk eller dansk Side, er Chauvinisme, men jeg er lige ved at finde det upatriotisk af os, hvis vi hyl- der ham, den nyere tyske Politiks Inkarnation. Preussernes hele Færd i det danske Slesvig er og bliver en himmelraabende Uret. Havde vi faaet, eller faar vi det tilbage, ligger Venskab, ja Forbund med den store, beslægtede Nation s. Thi, naar vi undtager Norge og Sve- rige, hvorfra efter al rimelig Beregning ingen Fare truer os, er jo Tyskland det eneste Land, der kommer os ved, politisk set. Saadan er det; hvad hjælper det, om vi ønsker, at vi kunde sige: Politisk har Danmark Intet at gøre for Alvor med noget Land! En krigersk Positur over for vor mægtige Nabo er som en Fox-Terryers Bjæffen mod en Bulbider. Krigen er nu om Stunder saa materialiseret — eller deromantiseret, om man vil, at dens Udfald alene beror paa Masser af Soldater, førte med matematisk Korrekthed, og de Bunker af Penge, der kan ofres paa Vaaben. For næsten fem hundrede Aar siden forudsaa en Poet som Ariost, hvad Ildvaabnene vilde føre til, og ud- talte det i de naiv-elskværdige Vers; — et læng- selsfuldt Hjertesuk over den krigerske Ridders romantiske Forsvinden fra Krigsførelsen: Come trovasti, o scellerata e brutta Invenzion, mai loco in uman core? Per te la militar gloria é distrutta, Per te il mestier dell' arme é senza onore; Per te é il valore e la virtu ridutta, Che spesso par del buono il rio migliore, Non piu la gagliardia, non piu l'ardire Per te in campo al paragon venire. Orlando furioso Canto XJ stanza 26. Ved dig er Krigs- hæderen tilintetgjort, ved dig er Vaabenhaandværket ærelest, ved dig er Tapperhed og Mandighed formindsket, thi ofte synes Uslingen ved dig mindre end den gode Mand, Kæk- hed og Dristighed kan for dig ikke mere komme til at staa Prøve i Felten. Ariosto reddede ligesaa lidt de gamle Ridder- dyster som H. Kaalund reddede Københavns grønne Volde. Ja, jeg blev virkelig imponeret, ikke af de mange snørede Uniformer, de blinkende Epau- letter og Pikkelhuer, men af den Orden og Pro- perhed, hvormed den store By indtager ved første Øjekast. Lad denne Storhed i Arkitekturen end være mere kvantitativ end kvalitativ, mere være en Stræben efter at forbavse end at vinde Til- skueren, lad der være meget at sige mod denne kolde, tunge Pragt, der giver det moderne Berlin dets karakteristiske Fysiognomi. Det tyske Riges Hovedstad vinder ikke ens Hjerte, men den af- 213 tvinger Respekt for Kraften, der har sat sit Mærke paa den. De, der har læst noget af mig, vil vide, at jeg hverken ynder Regereri eller Militarisme, og at jeg beder alle gode Guder bevare vort lille Fødeland fra, at de Tendenser til Sligt, som vor provisoriske Kopiering af preussiske Forhold forsøgte paa at slaa til Lyd for, nogen- sinde bliver udviklingsdygtige i vor Jordbund. Men den berlinske Befolknings Naturel synes at passe til Sligt. Der er unægtelig ogsaa til en vis Grad noget bekvemt ved at lade sig regere. Alt gik saa nemt og hurtigt. Jeg er altid paa Jernbane- stationer nervøs og fjollet, inden jeg faar alt dette Krammeri ordnet, og min Dumhed i at regne og i en Fart orientere mig i fremmed Skillemønt gør mig til et let Bytte for Optræk- keri. Jeg har følt det i Italien, hvor alle Funk- tionærer, lige fra Stationschefen til Billettøren, 214 fra Schweizeren ved Ventesalens Dør til Kuffert- bærerne har ondt ved at holde Grænsen mellem fas og nefas, I Neapel, f. I Tyskland — i det mindste i Nordtyskland — er man aldeles sikker for Sligt. Naar jeg rejser ene, er jeg lige glad, og siger paa godt Sjællandsk: Kommer jeg ikke i Dag, saa kommer jeg i Morgen, og skulde jeg, som det en Gang i min Ungdom er hændt mig, komme med et forkert Tog til et uanet Bestem- melsessted, vilde jeg blot le af mig selv. Men har jeg min Kone med, hun, som er saa svag og nervøs, bliver jeg selv nervøs i Følelsen af mit Ansvar. I Tyskland er det omtrent umuligt at komme ind i et forkert Tog, i Frankrig og end mere i Italien, kan det let ske, naar man ikke har et øje paa hver Finger. Det skal være slemt at komme i Konflikt med Berlinerpolitiet. Og saa saa jeg god Komedie i Berlin: Wallenstein, delt i to Aftener, i det kgl. Det var i den Gamles næstsidste Leveaar. Vi saa ham adskil- lige Gange Kl. Jeg havde for en halv Snes Aar siden set ham paa Jernbanestationen i Koln, den Gang endnu kraf- tig, rank og rørig. Nu sad han sammenfalden 216 og affældig i Vognen, og man fik et Indtryk af, at den flade Militærhue med den brede, røde Stribe, dinglede paa Oldingehovedet. Jeg har aldrig troet, at han var en stor, ikke en Gang en betydelig Mand. Han synes altsaa at have været i Besiddelse af en passiv Klogskab og en ærlig Sans for sin Begrænsning. Betydelige Mænd løftede han højt i Vejret, men har aldrig sat sig i Positur eller bralret op paa en smagløs, udfordrende Maade. Hans Optræden var jævn og naturlig, naar han hilste ud og vinkede Tak til dem, der stillede sig op foran det omtalte Vindue. Der var Noget, der mindede mig om Frederik VII — der, ligesom Kejser Wilhelm var den rette Mand i rette Tid, men jeg tror rigtignok, at den tyske Kejser var en langt solidere Personlighed end vor populære Konge. Ingen af dem kan for- øvrig gøre for, at de efter deres Død — ja vel endnu mens de levede — blev omhyllede af Mytedigtningens Dunst. Wilhelm I var en Type paa en preussisk Militær. Jeg kan ikke ret fore- stille mig, hvorledes han kan have taget sig ud i civil Dragt. Jeg saa i Sans Souci hans Ligmaske. Den gjorde et uhyggeligt Indtryk. Som bekendt døde han efter flere Aars Imbecillitet. Ansigtet var reduceret til noget, der mindede om et Patte- barns med den formløse Braknæse. Paa Por- træterne var hans Hoved ikke helt uligt hans yngre Broders, men han henledte snarere Ens Forestilling om en velnæret Brygger end om den vittige Dilettant og fantastiske Romantiker, han var. Han har sikkert været, hvad man kalder et langt bedre Hoved end Broderen, men den Slags Regenter som han og hans Samtidige Ludvig I af. Baiern og vor Kristian VIII har neppe deres Plads paa en Trone. Jeg maatte tænke paa Heines udødelige Satire. Ich ward ein Zwitter ein Mittelding, das weder Fleisch noch Fisch ist, Das von Extremen unserer Zeit ein nårrisches Gemisch ist. I Uniform lignede han en af vore gamle Borgerofficerer, og man kan forstaa, at han 218 maa have taget sig ynkelig ud, da han nød- tvungen maatte hilse paa Ligene af de i Gade- kampen i 1848 Dræbte. I Sans Souci bliver man derimod ikke ked af at betragte Frederik den Store. Hvor begrænset end hans Frisind var, saa var et saadant Ord som: I mine Lande kan Enhver blive salig paa sin Fa9on, et stort Ord paa de Tider. Jeg taler ikke om hans Kri- gerstorhed, som jeg ikke kan bedømme. Det er morsomt at se, hvor denne Krigshelt ser lidt soldatermæssig ud i sin lille forkrøblede Skik- kelse i den grimme Uniform, men Øjet, stort og lyst under de store, hvælvede Laag, maa have været genialt og have havt suggestiv Virk- ning. Han har været grim, og Napoleon I har havt et klassisk skønt Hoved, men deri ligner de hinanden, at de slet ikke fremkalder den Forestilling, man gør sig af en Militær. Potsdam med sine store, tildels pragtfulde Paladser lod mig kold, thi der var noget siift i Storheden og Pragten, noget uoriginalt, der stod som Drivhusplanter i denne Jord. Saa er 219 Versailles et ganske anderledes Stykke fransk Kulturhistorie. Men det bør fremhæves, at der ud af Pots- dams ikke taknemmelige Natur er skabt noget meget smukt, navnlig i Skovene om Flodbas- sinet. Der er Appel i den preussiske Kommando paa alle Punkter. I Slutningen af 1887 gik vi over Hannover og Koln til Paris. To Aar i Frankrig. Vel stod endnu Spanien som min Rejses egenlige Maal, men jeg vidste godt, at naar jeg kom til Paris, havde jeg ondt ved at løsrive mig derfra. Desuden havde jeg Planen til et Arbejde, der vilde binde mig en rum Tid til Frankrigs Jordbund. Den ordinære Kritik er glad, naar den har faaet rubriceret en Forfatter, det letter dens Ar- bejde. Den var kommen til det Resultat, at jeg forstod mig paa at digte om Bonde- og Provins- beboere, saa var mit Felt afgrænset, det skulde jeg pænt blive ved. Saa gjorde jeg jo i 1883 en Afstikker til Italien. Nogle faa — rigtignok af de kyndigste og kundskabsrigeste — var glade over den lille Fortælling. Havde jeg havt bedre Raad, havde jeg baade studeret og rejst mere. En lille Nation som vor trænger mere end en stor til at se sig om i det Fremmede. Den kan umulig være sig selv nok. Saa hævdedes der en Tid, at den historiske Fortælling var en forkastelig Kunstart. Lige over for slige Dogmer har jeg altid været en skrap Fornægter. Jeg synes, at den gamle Ita- liener, Romantikens Chef i sit Land, Alessandro Manzoni, her har sagt det rette Ord. Den digtede Fortælling hverken skal eller kan kappes med eller søge at erstatte den virkelige Historieskriv- ning, saa kommer den uundgaaelig til kort. Men den kan ved et grundigt Studium, forenet med Fantasi, digterisk Intuition, eller hvad man vil kalde det, opnaa en farverig og psykologisk- interessant Billedrække, der ligesom supplerer Historieskrivningen. Den digtede Fortælling skal ikke vælge store Verdensbegivenheder og Krigs- bedrifter til Stof, og hellere holde Hovedper- sonerne i Historien i Digtningens Baggrund. Men Studiet af selve de historiske Begivenheder, som giver Tiden dens Præg og Farve, af sam- tidige Memoirer, af vedkommendr Periodes Billed- kunst, Literatur, Bygninger, Interiører, Møbler, maa kunne give den modtage Fantasi Billeder, der kan illudere Læseren tilbage. Jo længere fra os Tidsalderen ligger, jo sværere bliver Opgaven. Jeg betragter den som umulig, hvis man som Gustav Freytag gaar til- bage til Tider, hvor man maa bevæge sig paa ren arkæologisk Grund. At skrive en virkelig historisk Fortælling fra den danske Middelalder med faa og tørre Kilder som Grundlag, er neppe nogen i Stand til. Forsøg som de la Motte- Fouquéske Qg Ingemannske fører kun til Paa- klædning af moderne Figurer i fantastiske Maskeradedragter. De minder mig om Ligpro- cessionerne i Italien med de middelalderlig kostu- merede Pønitenter, under hvis lange Munkekapper Bukskins Bukser og Fedtlædersstøvler stikker frem. Saadan en Dannerdrot fra Middelalderen, hvad enten han kaldes Valdemar Sejr eller Erik Menved, og hans Riddere, hvad enten de hedder Karl af Rise eller Drost Hoseøl, var jo dog kun Frederik VI. Den Art Kunst er vor Tid længst vokset fra, selv den største Mesters Walter Scotts Forgyldning er nu falmet. Bedre stiller Sagen sig, naar man vender 224 sig til Perioder, der ikke ligger os saa uhyre fjernt, og som i Skrifter og Kunstværker endnu taler mere levende og forstaaeligt til os end Middelalderens latinske Krøniker. Vitet og Mé- rimée har leveret udmærkede Historiebilleder fra Renaissancens Tid, og hos os har J. Jacobsen givet os et af højeste Rang. Han har endda havt et vanskeligere Arbejde ved ogsaa at ville frembringe den sproglige Illusion, hvad de to nævnte Franskmænd ikke har gjort. Jeg skal ikke her drøfte Nødvendigheden af. I hvert Fald beundrer jeg det.... Ved at vælge et Stof fra et fremmed Land, spares man for den Vanskelighed, fordi man ved at lade sine Personer tale et ældre Dansk, vilde give et forkert Indtryk. Talesproget paa Ludvig XIV. Her kan man nøjes med en langt lettere paalagt Farvetinte for at opnaa den nødvendige Illusion. Frankrig havde allerede paa Moliéres Tid et kultiveret Sprog, der kunde udtrykke fine Tankegange, mens Danmark endnu var barbarisk i sproglig 225 Henseende. Det store Geni i den danske Prosa, Leonora Ulfeids Efterladenskaber kunde ikke virke paa Samtidens Fremstilling, saa som de laa under Laas og Lukke lige til vor Tid. For en Nutidens Franskmand lyder Moliéres Ord vel ikke som samtidige, men har dog en langt mindre archaistisk Klang end Holbergs for os, skønt Holberg var over 80 Aar yngre end sin Lærer. Vi har jo kun en ringe Memoireliteratur fra det 17. Aarhundrede, Johan Monrads Levnet er en enlig Perle. Da jeg første Gang var i Frankrig i 1863, gjorde Versailles et stort og varigt Indtryk paa mig. Forandringerne, som Slottet og dets nær- meste Omgivelser havde undergaaet, var ikke betydeligere, end at Tidspræget traadte frem i s. Jeg fordybede mig i Studier fra Ludvig XIV's Tid. Det kom senere i en af mine Digt- samlinger, men det duede ikke, og jeg kasserede det, da et Udvalg af mine gamle Vers blev ind- lemmede i den store Samling fra 1882. Jeg havde ikke mægtet at løfte mine Følelser fra Indtrykkenes knugende Vægt; Digtet var i alle Maader ufuldbaaret, forkuet. Jeg blev betagen af hendes tragi- komiske Elskovshistorie med Lauzun, den sene- 227 og nervestærke tynde Gascogner, der endnu i sit 90 Aar var Hestebetvinger, ligesom hun en Levning fra den rigtige Fevdaltid. Jeg forsøgte at skrive et Digt om hende.

Det er sjeldent hos en næsten halvQerdsindstyveaarig Mand at træffe en saadan alsidig Modtagelighed og en saa livlig Lærelyst. Paa Løveapoteket hos gamle Fru Thaulow boede Bjørnson med Familie. Der er noget pytisk-begejstret ved hende. Hans gode Hoved og lette Pen kom ham til Gode i adskillige Henseender, og han satte stor Pris paa et anerkendende Ord om en af hans Avisartikler. Skønne og karakteristiske Egne er der jo nok af, og naar man ser vore Byer lidt efter, træffer man dog af og til et større eller mindre Stykke Arkitektur, som det er værd at give sig af med, især for mig, der elsker Arkitektur.

credits

released January 3, 2019

tags

about

prowkiztingmar Little Rock, Arkansas

contact / help

Contact prowkiztingmar

Streaming and
Download help

Report this album or account